Økumeni er oplevelser

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra et medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Det startede med en pige med et hjerteligt smil og de flotteste krøller. Lige uden for Stakladen på Universitetet i Århus spurgte hun om jeg ville med til konference i Strasbourg. Det ville jeg godt. Udlængsel har jeg altid haft, og prisen var billig. Og så var det jo en pige, der spurgte.

Møde med kvækere og andet godtfolk
Konferencen blev en skelsættende oplevelse for mig. Jeg mødte unge kristne fra hele Europa. Ortodokse, kvækere og andet godtfolk. EU stillede simultantolke til rådighed. Aldrig havde jeg oplevet noget lignende.
I toget på vej ned til Frankrig skrev vi et digt om Danmark. En af aftenerne skulle vi præsentere vores land og kirke. Sådan er det, når man tager ud: Man bliver mere bevidst om, hvem man er, og hvad man kommer fra.

Økumeni er oplevelser 
Masser af dem. Det er mødet med andre mennesker, deres kultur og deres tro. I dette møde bliver entusiasmen født. Man opdager, hvor vigtigt og givende det er, at vi mødes og taler sammen. Teologien og århundreders kirkelig strid får pludselig ansigt. Sådan ser en ortodoks præst ud. Sådan tænker han. Kvækerne? Hvordan var det nu lige med dem? Ham Harry er flink, og så deltager han i fredsdemonstrationer. Det ligger dybt i hans forståelse af kristendommen. Hvorfor? Jeg må hellere læse op på det.

Siden er det blevet til mange møder, rejser og studier. Og ikke mindst kontakter herhjemme. Man behøver ikke længere rejse så langt for at møde de andre konfessioner.

Mødet kan være udfordrende
Som lutheraner kan vi ikke deltage i nadveren hos katolikkerne og de ortodokse. Vi tror ikke på det helt rigtige, mener de. Jeg har også mødt baptister, der ikke ville have alle til nadver. Her er spørgsmålet om man er personligt omvendt eller ej.
Det smerter. Er vi ikke gode nok os lutheranere? Det mener vi ellers selv. I folkekirken har vi det åbne nadverbord for alle døbte uanset konfession. I er velkomne hos os, hvorfor er vi så ikke hos jer?
Men nede under smerten ligger der en dyb følelse af enhed. Vi er alle kristne. Vi tror på den samme Gud. Vi har Kristus som Herre. Der er mere der forbinder end, der skiller. Vi brænder alle for kristendommen. Enhed på tværs af forskelligheder. Enhed på tværs af det smertefulde.

Hvad skete der med pigen fra studiet? Jo, hende har jeg sidenhen giftet mig med. Sig ikke at økumeni ikke kan føre noget godt med sig. Det kan blive til et ægteskab, hvor der nok er forskelle og uenigheder, men hvor der er et dybt fællesskab, der holder sammen på det hele.

​Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum.
Læs de øvrige her.

Christian Roar Pedersen repræsenterer Folkekirkens mellemkirkelige Råd i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.