Danske Kirkers Råd og Folkekirkens mellemkirkelige Råd var værter for et møde med repræsentanter fra kirkerne i Norden og Baltikum til drøftelser om kirkens rolle i det offentlige rum.
Artikel af Christian Arffmann, Folkekirkens mellemkirkelige Råd
Biskop Peter Fischer-Møller viste den nordisk-baltiske delegation rundt i Roskilde Domkirke.
"Katedralen i Roskilde er et skattkammer av tro, tvil, historie, arkitektur, makt, skjønnhet, liv, død, himmel, helvete, musikk, stillhet. Her har mennesker prøvt å finne meningen med livet fra Harald Blåtanns tid og til framtiden i dronning Margretes ventende sarkofag," skriver generalsekretær i Den norske kirkes mellemkirkelige Råd, Berit Hagen Agøy og tilføjer: "Sammen med gode nordiske økumenikk-kollegaer på opplevelsesreise i tid og rom."
Oplevelsesrejsen fandt sted på det økumeniske sekretærmøde i Roskilde 12. – 14 marts. Her deltog foruden Berit Hagen Agøy kirkelige repræsentanter fra Island, Finland, Norge, Sverige, Estland og Danmark.
I Roskilde Domkirke gav biskop Peter Fischer-Møller rundvisning og fortalte om domkirkens historie og om de royale sarkofager.
Desuden var der pilgrimsvandring i silende regn på sporet af byens mange kilder og forskellige kirker – både den katolske kirke, Roskilde Frikirke og Skt. Jørgensbjerg Kirke.
Det overordnede tema for mødet var offentlighedsteologi og kirkens rolle i det offentlige rum, professor Niels Henrik Gregersen holdt oplæg om public theology, og deltagerne reflekterede over kirkernes engagement i samfund, der er under hastig forandring, bl.a. hvad angår klimaforandringer og social ulighed.
Eksempelvis nævnte Svenska Kyrkan blandt andet den fælleskirkelige bøn for den politiske situation, som blev transmitteret på landsdækkende svensk TV, da det efter mange måneder endnu ikke var lykkedes at danne en regering. Desuden blev det nævnt, at den finske lutherske kirke har som erklæret mål at være CO2-neutral senest i 2030.
Desuden var der fokus på de ortodokse kirker, der i disse år oplever mange spændinger mellem den russisk-ortodokse og græsk-ortodokse kirke. Et emne, der bl.a. blev adresseret af Metropolit Kleopas fra Sverige og Fader Mischa fra den serbisk-ortodokse kirke samt ph.d. studerende Emil Saggau der holdt oplæg om den globale udvikling i de ortodokse kirker.
Heikki Huttunen, den finske generalsekretær i Konferencen for Europæiske Kirker (KEK), gav et oplæg om kirkernes rolle i et fremtidigt Europa og kirkernes ansvar for at værne om det europæiske værdifællesskab. Huttunen præsenterede desuden KEKs tema for de kommende 5 år: Together in hope and witness (Sammen om håbet og vidnesbyrdet).
Næste sekretærmøde finder sted i Estland i marts 2020.
Comments are closed