Rapport om udbytte af udlandsophold ved Ruprecht-Karls Universität i Heidelberg, Foråret 2019.
Efter tre et halvt års studietid som bachelorstuderende på Det Teologiske Fakultet i København var jeg klar til at udforske Teologien i andre omgivelser, og søgte derfor i vinteren 2018 om et ERASMUS-stipendium og optagelse på Ruprecht-Karls Universität i den sydtyske by Heidelberg.
Jeg fik tilbudt en plads, og har derefter befundet mig 5 måneder i Heidelberg fra april-august 2019. Jeg fik desuden tilbudt en plads ved Theologisches Studienhaus (TSH), som er et tværkirkeligt både kollegie, arbejdsplads og
efteruddannelsessted for præster og præste-aspiranter.
Kollegiet er beliggende lige ved Alte Brücke helt centralt og tæt på universitetet. På kollegiet boede jeg sammen med 28 andre studerende, 50% teologer og 50% fra andre fag lige fra fysik og matematik til statskundskab
og kirkemusik.
Udover os studerende, husede stedet omkring 12 færdiguddannede præster, såkaldte Kontaktpfarrer, der tilbragte ét semester på efteruddannelse tilkoblet universitetet, og de havde derudover et opbyggeligt fællesskab indbyrdes og med os studerende.
Huset havde derudover også den opgave at huse ny-udklækkede cand.theol.er, som var i gang med deres Vikariat – det vi i Danmark kalder Pastoralseminaret. Tilsammen boede vi omkring 50 mennesker under samme tage, alle med forskellige baggrunde og formål, men med samme hensigt: at udveksle erfaringer og dele en hverdag. Hverdagen var bygget op omkring tre daglige fælles måltider og flere ugentlige andagter.
Udover mit engagement ved Theologisches Studienhaus var jeg tilmeldt en hel del kurser på
universitetet. Jeg skulle fra Københavns Universitet afslutte Gammel Testamente og
Kirkehistorie III (fra 1300- frem til i dag), og havde desuden mit valgfag med. Jeg fulgte
derfor både forelæsninger, øvelsestimer og seminarer i alt fra teodicé-problemet, Eberhards
Jüngels Gott als Geheimnis der Welt, amerikansk evangelisme - til Sarah Coakleys feministiske
teologi og humor i det Gamle Testamente.
Mit udbytte fra universitetet er efter jeg er kommet tilbage uvurderligt for mig. Jeg har lært så meget om den tyske teologis enorme arv, og samtidig fået lov til at snuse til teologiens mange facetter og rækkevidder udover den evangeliske-lutherske kirkes rammer. Tyskland har i den grad inkorporeret det økumeniske i deres universitetssystem, og det har i den grad med mig hjem. Side om side med reformerte, baptister, katolikker og sågar ortodokse mødtes vi til gudstjenester i universitetskirken Peterskirche for at fejre det vi alle er fælles om – nemlig Biblens tekster, bøn og lovsang - frem for at kridte banen op med det vi er uenige om.
Mit ophold i Heidelberg vil jeg derfor have med mig fremover både som et uforglemmeligt
minde, men også som inspiration om et økumeniske fællesskab.
Tak derfor til Det Økumeniske Studielegat for støtte til at gøre mit ophold muligt.
- Theodora Yde Harbsmeier, stud.theol. ved Københavns Universitet
Categories:
Tags:
Comments are closed