Høringssvar vedrørende donationer

Udkastet til forslag om lov sigter på at etablere en forbudsliste over fysiske og juridiske personer, som der af danske organisationer ikke kan modtages donationer fra. Loven sigter på at bevare accept og respekt for friheds- og menneskerettigheder som følger af grundloven og den europæiske menneskerettighedskonvention, og som inkluderer ytrings-, forenings-, forsamlings- og religionsfrihed.

Fysiske eller juridiske personer, som modarbejder eller underminerer disse rettigheder og demokrati, diskriminerer eller opfordrer til alternative love, ikke vedtaget af det danske Folketing, vil være omfattet af loven. Loven forbyder donationer fra sådanne fysiske eller juridiske personer til danske foreninger og organisationer.

Der er flere problematiske dele, som påkalder sig opmærksomhed fra et tros- og religionsfrihedsperspektiv.

For det første: Det er ikke klart, hvilke former for støtte der kan anses for donation. Arv, private gaver og lejlighedsvise gaver er i udgangspunktet ikke donationer – med mindre de reelt er det (s.10). Hvordan skelnes i praksis mellem gaver og donationer?

For det andet: Eksemplerne i udkastet stammer så vidt det kan skønnes i høj grad fra religiøse organisationer. Det er prisværdigt, at der er nævnt undtagelser fx organisationer som reserverer religiøse embeder til et køn, eller organisationer som opfordrer til ikke at deltage i demokratiske valghandlinger. Sådanne organisationer kvalificerer sig ikke umiddelbart til en forbudsliste. Men hvad er de nærmere kriterier for organisationer, der bør inkluderes i forbudslisten?

For det tredje: Det er ikke klart i hvor høj grad loven er et indgreb i den tros- og religionsfrihed, som loven skal beskytte. Er et sådant indgreb i så fald er legitimt?

De internationale konventioner (Art. 18 UDHR (1948) og Art. 18 ICCPR (1966) beskytter individers tros- og religionsfrihed. Det er staten, som har ansvaret for at respektere, beskytte og udbrede tros- og religionsfrihed, så den realiseres for alle borgere. Tros- og religionsfriheden har flere kernedimensioner, og lovforslaget berører den dimension, som handler om individets frihed til at praktisere og udtrykke sin religiøse overbevisning. Denne dimension indebærer: a) frihed til religiøse forsamlinger, inklusive retten til bygninger; b) retten til at have religiøse organisationer; c) retten til at producere og bruge materielle genstande nødvendige for religionsudøvelsen; d) udgivelsen af religiøs litteratur; e) frihed til religiøs uddannelse; f) retten til at vælge ledere, lærere og præster; g) fejringen af religiøse højtider; h) kommunikation om religion til individer og samfundet; i) retten til at bære religiøse symboler og klædedragt og endelig j) retten til at bede om og modtage økonomiske donationer til religiøst arbejde.

Vigtigt for forståelsen af tros- og religionsfrihed som en individuel rettighed er samtidigt, at tros- og religionsfrihed ikke betyder at religiøse samfund har ret til at kontrollere deres tilhængere eller til parallelle retssystemer, eller at religiøse samfund har ret til at begrænse deres medlemmers øvrige demokratiske frihedsrettigheder. Dette ville jo netop stride mod forståelsen af tros- og religionsfrihed som en individuel frihedsrettighed – det er den enkelte borger og ikke religiøse samfund, som rettigheden beskytter.

For at begrænsningen af individers tros- og religionsfrihed skal være legitim fra statens side, gælder derfor følgende: Kun begrænsninger som er nødvendige for at opretholde et åbent og pluralistisk samfund er legitime. Det rigtige spørgsmål er med andre ord ikke om begrænsningerne er ønskelige men om de er nødvendige. National lov, offentlig orden, sundhed og andre individuelle menneskerettigheder kan her spille ind og legitimere begrænsningen af tros- og religionsfriheds offentlige dimension. Sådanne begrænsninger må være proportionale og ikke-diskriminerende, dvs. de må ikke begrænse en enkelt religiøs gruppes aktiviteter.

Kan det godtgøres, at loven ikke utilsigtet og illegitimt begrænser den faktiske tros- og religionsfrihed ved at begrænse religiøse organisationers ret til at bede om og modtage økonomiske donationer til religiøst arbejde? Hvis loven i praksis gør det, så vil loven paradoksalt nok begrænse de individuelle frihedsrettigheder, som den ses som en beskyttelse af.

Høringssvar fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd vedrørende: Udkast til forslag til lov om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer, Udlændinge- og integrationsudvalget 2019-20, UUI Alm. Del – bilag 74