Den 20. januar bragte Kristeligt Dagblad et brev fra Danske Kirkers Råd til statsminister Mette Frederiksen vedrørende det planlagte lovforslag om oversættelser af prædikener på andre sprog end dansk. Siden da har sagen fået en del opmærksomhed både i Danmark og i udlandet. Kritikken er mangefacetteret og handler om alt lige fra logistiske udfordringer til brud på menneskerettighederne. Få et overblik over kritikken her.
Kritikken af regeringens lovforslag om tvangsoversættelse af prædikener til dansk er taget til både i Danmark og uden for landets grænser.
Den 14. januar bragte Jyllands-Posten artiklen "Biskopper: Drop lovforslag om oversættelse af prædikener". Artiklen omhandler et brev fra de danske biskopper, hvori de blandt andet udtrykker de deres bekymring for, at lovforslaget vil udtrykke en stærk mistanke over for eksempelvis migrantmenigheder samt Folkekirken på Færøerne, i Grønland og i grænselandet.
Desuden pointerer biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen, at det ville være et hårdt slag for de mange danske menigheder, der lever rundt i verden, hvis andre stater indførte lignende tiltag som dem, det planlagte lovforslag lægger op til.
Den 20. januar bragte Kristeligt Dagblad et brev fra Danske Kirkers Råd til Statsminister Mette Frederiksen med kritik af lovforslaget. Det kan du læse mere om her, hvor du også kan finde brevet. Det italienske katolske netmedie SIR omtalte den 21. januar brevet fra Danske Kirkers Råd, og den omtale kan du læse her.
Det er ikke kun i Italien, at lovforslaget har vakt opsigt. Den 26. januar modtog statsminister Mette et brev fra Det Lutherske Verdensforbund (LWF). Her udtrykkes der blandt andet bekymring for, at lovforslaget er i modstrid med visse bestemmelser om religions- og trosfrihed, nedfældet i internationale menneskerettigheder.
Det Lutherske Verdensforbund skriver, at lovforslaget ikke kun risikerer at fremme diskrimination, fordomme og negative holdninger overfor minoritetsreligioner; det pålægger også menighederne en ekstra finansiel og logistisk byrde.
Du kan læse mere om kritikken fra Luthersk Verdensforbund på deres egen hjemeside her.
Også hos Kirkernes Europæiske Konference (CEC) møder lovforslaget kritik. Den 26. januar modtog statsminister Mette Frederiksen et brev, hvori CEC blandt andet påpeger, at migrantmenigheder rundt omkring i Europa har hjulpet mennesker med at indgå i eller danne fællesskaber, der støtter og hjælper dem til at navigere i de samfundsmæssige kontekster, de nu er en del af. Migrantmenigheder og gudstjenestefejring på modersmålet kan altså, ifølge CEC, være gavnligt for integrationen i et givent land.
Lovforslaget giver ifølge CEC så stort et besvær for kirkerne, at det kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor der står, at enhver borger har ret til at dyrke sin tro. Undtagelserne om f.eks. offentlig sikkerhed og sundhed kan ifølge CEC ikke begrunde et indgreb af den art, som regeringen har i sinde.
Du kan læse brevet fra CEC til Mette Frederiksen her.
Samtidig med disse to breve fra Luthersk Verdensforbund og Kirkernes Europæiske Konference, bragte Jyllands-Posten en artikel om den massive kritik, lovforslaget har fået inden for landets grænser. I artiklen opsummeres kritikkens bredde, og en vigtig pointe fremhæves desuden: det tvivlsomme i, om en lov om tvangsoversættelser af prædikener overhovedet ville virke overfor dem, man egentlig ønsker at ramme med lovforslaget: hadprædikanter. Artiklen er bag en betalingsmur, men for abonnenter på Jyllands-Posten kan den findes her.
Også uden for det internationale, kirkelige landskab, har sagen vakt opmærksomhed. Blandt andet har Süddeutsche Zeitung skrevet en artikel, hvori de blandt andet skriver: "Damit will sie gegen Hassprediger vorgehen, trifft aber auch die Minderheiten - nicht zuletzt die seit Jahrhunderten ansässige deutschsprachige Kirche."
Se flere reaktioner
Neues Ruhr-Wort, katolsk ugeavis fra Köln
ORF.at, Østrigs pendant til DR
Kritik fra Ærkebiskoppen fra Luxembourg
COMESE – katolsk bispekonference i EU/Bruxelles
National Catholic Reporter, USA
Dade Christian Voice, Miami, USA
The Catholic Universe, UK & Irland
Baptisternes Verdens Alliance, USA
Comments are closed