Af Christian Arffmann, Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd var i begyndelsen af oktober på besøgsrejse på Færøerne. Rejsen bød på spændende møder med Færøernes biskop, præster, repræsentanter fra Folkekirken, Den Katolske Kirke, Pinsekirken og Plymouth-brødrene og en bred vifte af kirkelige organisationer samt ture til Klaksvik, Gøta og Kirkjubyør. 

Den færøske kirke var repræsenteret i Det mellemkirkelige Råd frem til 2007, hvor kirken blev selvstændig og frigjort fra Den danske Folkekirke. 

På besøgsrejsen i Færøerne udtrykte biskop Jogvan Fridriksson og domprovst Uni Næs ønske om at genoptage relationen til Det mellemkirkelige Råd. Rådet kvitterede ved foreløbigt at invitere en repræsentant fra kirken til næste rådsmøde i december 2022. 

Den færøske kirke ønsker på sigt at søge medlemskab i Porvoo-fællesskabet og i Det lutherske Verdensforbund. Her vil kirken samarbejde med Det mellemkirkelige Råd om at knytte relationer til disse økumeniske organisationer.

Økumenisk møde
Mødet i missionsorganisationernes hus, Skansehuset i Torshavn, blev et for Færøerne usædvanligt møde bestående af kirkeledelsen i Den færøske folkekirke foruden ca. 15 ud af 26 folkekirkepræster, repræsentanter fra missionsorganisationer, Den katolske Kirke, pinsekirkerne Filadelfia og Immanuel), Lívdin, -Den nye Plymouth-brødremenighed í Hoyvík ved Torshavn samt uofficielle repræsentanter for Plymouth-brødrene Ebenezer i Torshavn mhp. at drøfte muligheder for tydeligere relationer mellem kirkerne og kirkesamfundene på Færøerne. Da der ikke er et organ for møder på tværs af kirker og kirkesamfund på Færøerne, er økumeniske møder en sjældenhed. Dette møde blev således et første møde til afdækning af muligheder for at etablere et bredt, mellemkirkeligt netværk på Færøerne.

Der var indledende oplæg ved Peter Lodberg og Mads Christoffersen om mellemkirkeligt og økumenisk arbejde i Danmark med respons ved Uni Næs og efterfølgende drøftelse. Der blev i drøftelsen udtrykt stor interesse for at forsøge at skabe tydeligere at formalisere et netværk mellem kirker og kirkesamfund på Færøerne. De danske erfaringer var inspirerende men samtidig blev der ytret ønske om at det skal foregå ”på færøsk vis”. Der blev ved mødet ikke taget beslutninger, men kirkesamfundene og organisationerne vil bruge lidt tid til at drøfte muligheden mhp. at man ved et senere møde kan blive mere konkret. MKR og DKR vil gerne fortløbende bidrage med mellemkirkelige erfaringer og råd.

Mads Christoffersen udtrykte sin glæde over besøget på Færøerne:

”En spændende rejse til Færøerne er ved at være slut. Sammen med Det Mellemkirkelige Råd havde jeg den store glæde at være med på vegne af Danske Kirkers Råd og give inspiration til økumenisk samarbejde. Det blev til mange spændende møder med biskoppen, præster, repræsentanter fra Folkekirken, Den Katolske Kirke, Pinsekirken og Plymouth-brødrene og en bred vifte af kirkelige organisationer. Et flot og lærerigt program arrangeret af Færøernes domprovst”.

Læs mere om besøget på Færøerne her

Categories:

Tags:

Comments are closed