Der var blå himmel, croissanter og kaffe på kanden, da mennesker fra en række forskellige kirker og organisationer fredag formiddag ankom til ’Kirke med fødderne - temadag om økumeniske pilgrims- og kirkevandringer”. Jerusalemskirken dannede rammen om temadagen, og folk fra stort set hele landet havde taget turen til København for at dykke ned i praktiske såvel som teologiske overvejelser om vandring. Jerusalemskirken er en metodistkirke, og dagen begyndte med, at Jørgen Thaarup, som er præst i Jerusalemskirken, bød velkommen.
Når man bliver ved med at gå, så går det nok
Sådan skrev Søren Kirkegaard i et brev til sin svigerinde i midten af 1800-tallet, og fredag formiddag fremhævede Peter Lodberg, professor i teologi ved Aarhus Universitet, ordene under sit oplæg ’Vandring og medvandring’. Her mindede han tilhørerne om, at de første kristne i Apostlenes Gerninger blev kaldt for ”vejen”, og at kirken altid er på vej: på vej til at blive sig selv og på vej ud over egne grænser for at møde Guds verden omkring os. ”Når den økumeniske bevægelse er mest livskraftig, er når den er en fornyelse; når den tør være på vejen, befinde sig mellem det kendte og ukendte”. Økumeniske pilgrims- og kirkevandringer minder os således om, at vi er grænsegængere mellem gammelt og nyt – under foreløbighedens vilkår og under tilsagn om frelse. Når vi går sammen på tværs af kirkeskel, så mindes vi om det allervigtigste, nemlig at være sammen.
Foto: Kuno Arnkilde
På vandringen skabes der et ligeværd, som sætter kirken i bevægelse
Sådan sagde Elizabeth Knox-Seith, pilgrimspræst i folkekirken og deltager i en panelsamtale om vandring i forskellige kirkelige traditioner. Ud over Knox-Seith bestod panelet af Lone Møller Hansen fra Baptistkirken, Christian Noval fra Den katolske Kirke og Ivan Sulejic fra Den Serbisk Ortodokse Kirke.
Foto: Kuno Arnkilde
Sammen med resten af temadagens deltagere drøftede de temaer såsom det individuelle overfor (eller måske i sammenspil med) det fælles, pilgrimsvandringernes historie i Danmark og den økumeniske bevægelses medansvar for, at pilgrimsvandringer ikke længere holdes ud i strakt arm med beskyldninger om gerningsretfærdighed.
Panelsamtalen rummede refleksioner over forskellige aspekter ved vandringen. Nogen fremhævede vores pligt som kristne brødre og søstre til at gå sammen mod større enhed, andre understregede vandringen som et åbent møderum med sjælesørgerisk potentiale.
At være pilgrimsvandrende er at tilbede
Over middag kom deltagerne i endnu højere grad på banen selv – med hovedet såvel som med resten af kroppen. Efter workshops om økumeniske kirkevandringer, klima og spiritualitet i pilgrimsvandringer samt diakonale kirkevandringer blev dagen naturligvis afrundet med en kirkevandring. Kirkevandringen begyndte i Jerusalemskirken og kom forbi Sankt Pauls Kirke, Skt. Alexander Nevsskij Kirke, Sankt Ansgars Kirke og sluttede i Saint Alban's Church. Når de vandrende forlod en kirke, skete det bl.a. med ordene: ”Gå med lovsang i mund og i hjerte”. Disse sidste ord bandt således en sløjfe på dagen, hvor Ivan Sulejic fra Den Serbisk Ortodokse Kirke tidligere havde lært deltagerne, at det oldgræske ord for en pilgrimsvandrer (προσκυνητής) stammer fra det verbum, der betyder ”at tilbede”.
’Kirke med fødderne - temadag om økumeniske pilgrims- og kirkevandringer’ blev til i regi af Danske Kirkers Råds arbejdsgruppe ’Økumenisk dialog og dannelse’.
Dyk ned i temaet
Inspirationsmateriale om økumeniske kirkevandringer, af Danske Kirkers Råd.
Levende vand - en podcast til vandring. I hver podcast følges du med en præst, der indleder og afslutter turen og taler nogle gange undervejs.
Pilgrimsvandringer med plads til sårbarheden - hos Menighedsplejen i Danmark.
Troens øjeblik - teologistuderende Ivan Sulejic fortæller om, hvordan en pilgrimsrejse til Jerusalem fik ham til at ændre sin livsbane.
Comments are closed