Et nyt folkemøde er kommet til. Siden etableringen af Folkemødet på Bornholm er en række andre folkemøder kommet til med hver deres særegne præg. Det sidste skud på stammen er Det Europæiske Folkemøde i Mariager – Political Festival of Europe. Danske Kirkers Råd har gennem ti år været med på Bornholm. I år var vi med i Mariager sammen om et godt økumenisk program sammen med lokale partnere fra sognekirken, frikirken og højskolen i Mariager. Det blev til et program med både gudstjenester, koncerter, samtaler og god loungestemning.
Det Europæiske Folkemøde – eller Political Festival of Europe – blev afholdt i skønne Mariager d. 25-28 august 2022. Hele byen var involveret, hver en plads mellem husene, havneområdet, sognekirken, klosteret og den smukke klosterhave. Spændende debatter om EU, Ukraine, klima, kultur, og ja, også kirkens rolle fyldte det meget ambitiøse program alt sammen med perspektiv på Europa og samarbejdet på tværs af grænser. Krydret med musik fra alle afkroge af Europa, med gæster fra ind- og udland var ambitionsniveauet højt allerede første år for dette folkemøde. Og det er planen, at det skal komme igen hvert år i august.
Godt økumenisk samarbejde
Danske Kirkers Råd etablerede i foråret en god kontakt med både sognekirken og højskolen i Mariager for at se på mulighederne for et fælles kirkeligt program. Højskolen var allerede involveret med masser af frivillige og sognekirken havde allerede inviteret gæster fra venskabsmenigheder rundt om i Europa. Men sammen fik man lavet et flot og meget varieret økumenisk program med udkig til hele Europa. Fra begyndelsen var der god kontakt til festivalsekretariatet, der udtrykte stor glæde for det kirkelige engagement. Samarbejdet bar hele vejen igennem præg af forskelligheden og ønsket om at gå sammen i et fælles program for at give et kirkeligt perspektiv på det fælles europæiske.
Taize-gudstjeneste
I hjertet af Europa ligger Taize. Siden Anden Verdenskrig har det økumeniske fællesskab i Taize været symbol på fred og forsoning. 100.000-vis af mennesker kommer hvert år her for at bede sammen, synge, lave praktisk arbejde og møde nye mennesker fra andre lande end deres eget. Taize-traditionen har bredt sig over hele jorden og salmerne derfra samler mennesker på tværs af kirkelige tilhørsforhold i en fælles økumenisk spiritualitet. Derfor var det helt oplagt at afholde en Taize-refleksion med tid til lovsang, meditation og fordybelse. Det skete fredag aften. Gudstjenesten var arrangeret af Danske Kirkers Råd og blev ledt af Rune Funch fra Baptistkirken i Lyngby og Inge Marie Kirketerp fra Gjellerup Kirke.
Europas kristne arv
”Jeg kunne være blevet præst og havde i så fald hjulpet de troende med at dø. Jeg valgte i stedet at hjælpe de ikke-troende med at leve”, skal Robert Schumann engang have sagt. Han er kendt som ’Europas fader’ og var en central figur i dannelsen af Kul- og Stålunionen og i formuleringen af Rom-traktaten. I disse år nærmer han sig muligvis en helgenkåring i Den katolske Kirke. Ikke bare var en drivende kraft i udformningen af det institutionelle Europa og EU, men var hovedarkitekten i arbejdet for fred og forsoning mellem europæiske nationer og deres indbyggere.
Men hvordan går det med Europas kristne arv? Hvad har den af betydning for integrationen af det europæiske projekt i tiden efter Brexit og med Polens og Ungarns stadig mere udemokratiske retning? Hvad kan vi bruge arven fra Schumann til i skyggen af krigen i Ukraine og har kirkerne overhovedet en stemme af betydning for Europa i dag? Er der stadig et blik for fællesskab og forsoning eller er de blevet erstattet af militær oprustning og det evige krav om økonomisk vækst? Det var nogle af de spændende spørgsmål, der blev drøftet ved et særdeles velbesøgt debatarrangement arrangeret af Danske Kirkers Råd. I samtalen deltog Uffe Østergaard, Lisbet Christoffersen, Tonny Jacobsen og Johannes Nordentoft med Mikael Wandt Laursen som ordstyrer.
Samtalen lå i forlængelse af en spændende samtale mellem Medlem af Europa-Parlamentet Pernille Weiss og Anders Laugesen om kristendommens betydning i krisetider.
Klassiske og jazzede koncerter
Dagene igennem var ikke bare fyldt med god musik rundt om i byen. Også i sognekirken og i Klosterhaven lød der skønne toner. Inde i Mariager Kirke var der således en perlerække af flotte orgelkoncerter med kirkens berømte orgel i centrum og korværker med sangere fra kirkens kor. Lørdag aften sluttede et flot program i Klosterhaven af med jazzede fortolkninger af både gamle og nye salmer med bandet ’Psalmisterne’ med det smukke kloster og Mariager Kirke som elegant bagtæppe for musikken.
Klosterhaven dannede desuden ramme om gode samtaler om Grøn Kirke med udgangspunkt i et stort kors lavet af skrald, som elever fra Højskolen havde fundet i lokalområdet. Højskolen stod desuden for hjemmelavede pizzaer, kaffe og kage dagen igennem.
Afslutningsgudstjeneste
Søndag var sidste dag på Det europæiske Folkemøde. Her fyldtes Mariager Kirke op med gæster fra ind- og udland, fra den lokale frikirke, højskolen og sognet. Med præster fra Danmark, Estland, England og Tyskland blev det en meget smuk økumenisk gudstjeneste med udblik til relationerne i Europa.
Arrangørerne fra Mariager Højskole, Mariager Kirke og Danske Kirkers Råd mødes igen i efteråret og drøfter visioner for næste år.
Læs mere her: www.pfoe.org
Comments are closed