Anne Hjul Johannesen er netop vendt hjem fra Jerusalem efter et halvt år på Hebrew University, hvor hun studerede teologi. Opholdet i Jerusalem og mødet med bl.a. palæstinensiske kristne fortæller hun om her og det er både håbløsheden og håbet fra det møde, hun tager med sig hjem og mindet om de meget vanskelige vilkår, de kristne palæstinensere lever under.
Af Anne Hjul Johannesen
Det sidste halve år har jeg boet og studeret i Jerusalem. Jeg har blandt andet øvet mig i at bøje uregelmæssige verber på bibelsk hebraisk, lært om tro og ritualer i islam og om Bibelens tilblivelse. Alt sammen spænende. Men det, der har sat sig i min mave som en lille knude af både håb, kærlighed, sorg og bekymring, er de samtaler jeg har haft – blandt andet med kristne palæstinensere. Både planlagte samtaler over en kop stærk, arabisk kaffe på et kontor og mere spontane og uformelle med unge mennesker over en øl på en bar. Mere om indholdet af disse møder om et øjeblik.
Religion har en synlig og prominent plads i livet i Jerusalem. Det mærker man hurtigt, fx når lyden af kirkeklokker blander sig med kald til bøn fra de utallige moskeer, når byen ligger øde hen på en sabbat, eller hvis man uforvarende havner midt i strømmen af et tocifret antal tusind muslimer på vej til eller fra fredagsbøn i Al-Aqsa-moskeen. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive en masse om godt naboskab og lykkelig sameksistens. Men når jeg tænker på samspillet mellem religion og samfund i Israel og Palæstina, så er det desværre ikke de associationer, jeg får. I stedet bliver jeg sendt tilbage til Hebron på Vestbredden, eller bydelen Sheikh Jarrah i Østjerusalem. Her sender en uskøn alliance mellem den israelske regering og højreradikale religiøse ekstremister palæstinensiske familier på gaden, så ulovlige bosættere kan flytte ind i stedet. ”De israelske bosættelser plyndrer vort land i Guds og i magtens navn”, som det lyder i det økumeniske dokument Sandhedens øjeblik – Kairos Palæstina. Eller jeg kommer til at tænke på de mange oliventræer, som hvert år ødelægges af israelske bosættere udstyret med en sprængfarlig cocktail af støtte fra bevæbnede, israelske soldater og en inderlig tro på, at deres tilstedeværelse i Palæstina er Guds vilje og plan.
Når jeg tænker tilbage på mine samtaler med kristne palæstinensere, så synes netop forholdet mellem religion, samfund og kirkens rolle i verden på en gang at at være noget af det det mest opløftende og nedslående. Fx står det helt klart for mig, at mange palæstinensiske kristne føler sig både klemt og glemt af omverdenen. De oplever, at tilstedeværelsen af dem, som efter international lov er palæstinensernes egne besættere, retfærdiggøres i kristendommens navn. Der synes at være en udbredt opfattelse blandt palæstinensiske kristne om, at det internationale, økumeniske samfund har mistet sine tænder, så at sige: at hvor man før i tiden på én gang ville afspejle verdens kirker og samtidigt bruge sin profetiske stemme og sætte en retning, så er det sidste element trådt i baggrunden i dag. Mens Palæstina bløder kristne, så savner man handling fra verdens kirker. I dag udgør de kristne mindre end 1% af den palæstinensiske befolkning, og hvis ikke der sker noget drastisk snart, så vil kirkerne i Palæstina snart være museer.
Samtidigt var mødet med palæstinensiske kristne også noget af det mest håbefulde, jeg oplevede i løbet af min tid i Jerusalem. Hvis der er noget, jeg vil forsøge at bære med mig videre, så er det deres insisteren på ikke at overse, at og hvordan Jesus rent faktisk levede, inden han døde og opstod. Mødet med en ny generation inden for palæstinensisk befrielsesteologi var enormt inspirerende. I mangel på et godt, dansk ord, så finder disse unge empowerment i lokal, palæstinensisk praksis og liturgi på tværs af kirkeskel. Jeg var også så heldig at opleve ordinationen af den første kvindelige præst i Palæstina – en festlig gudstjeneste med stor, økumenisk deltagelse.
I Jerusalem hørte jeg menneskers historier, som fyldte mig med håb. Andre fik mig til at græde af håbløshedens afmagt. Vi skal lytte, bakke op og ikke glemme vores palæstinensiske brødre og søstre. Derfor synes jeg kun, at det er passende at bruge mine sidste anslag på at give ordet til netop dem:
”Vores valg som kristne overfor den israelske besættelse er at gøre modstand. Modstand er både rettighed og pligt for den kristne. Men det er modstand med kærlighed som princip. Det er derfor en opfindsom modstand, for den må finde menneskelige veje, der kan tale til fjendens menneskelighed”.
Anne Hjul Johannesen er forperson for KFUM og KFUKs kristendomsudvalg og studentermedhjælp ved Danske Kirkers Råd.
Comments are closed