Mads Christoffersen har opsagt sin stilling som generalsekretær for Danske Kirkers Råd med sidste arbejdsdag den 30. november 2023 for at dedikere sig til forholdet mellem tro og social handling i jobbet som Seniorrådgiver for kontekstuel teologi hos Danmission.

Danske Kirkers Råd er vokset og har i den grad konsolideret sig - med 17 kirkesamfund og 42 kirkelige organisationer i medlemskredsen - i tiden med Mads Christoffersen som generalsekretær. Men først og fremmest er arbejdet i Danske Kirkers Råd præget af et godt fællesskab med en kultur af nysgerrighed, dialog og partnerskab og især viljen til at gøre en forskel som økumenisk råd og netværk. Det gælder uanset, om det er i arbejdet med kirkernes frihed og lige vilkår, Grøn Kirke, økumenisk dialog og dannelse eller med Danske Kirkedage/Himmelske Dage.

Formand Peter Birch udtaler: ”Mads Christoffersen har været en gennemgående figur i meget af vores arbejde. Han har været virkelig god til at samle folk og meget forskellige synspunkter og teologiske traditioner. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med ham. Forretningsudvalget er taknemlige for den store indsats, han har ydet. Vi ønsker ham naturligvis alt godt på hans videre færd”.

Mads Christoffersen siger selv om sin tid i Danske Kirkers Råd: ”Jeg har givet alt, hvad jeg kunne i det økumeniske fællesskab under Danske Kirkers Råd – og fået så utroligt meget igen. Det er helt afgørende med de engagerede repræsentanter og samarbejdspartnere i arbejdet inden for vores forskellige arbejdsområder for at lykkes, som det gør. Det har været et kæmpe privilegium at være med til at facilitere det samarbejde og være med til at styrke den økumeniske forståelse og gensidighed og skabe et godt samarbejde også med andre trossamfund i Danmark og ude i verden. Danske Kirkers Råd gør en forskel i samfundet og for kirkernes engagement i det og står et godt sted både indadtil og udadtil. Derfor er det med ro i hjertet, at jeg forlader min stilling netop nu.”    

I sin stilling som Seniorrådgiver for kontekstuel teologi hos Danmission fra 1. december skal Mads Christoffersen arbejde for, at kirker og kristne organisationer i Afrika, Mellemøsten og Østasien bliver styrket i at kunne omsætte teologi til handling og bidrage positivt til samfundsudviklingen også hvad angår tros- og religionsfrihed i lande, hvor civilsamfundet er under pres.  

Categories:

Comments are closed