Tekst: Hans Anker Jørgensen
Mel.: Merete Wendler

Guds kærlighed er grænseløs
den favner alle men'sker,
fra engelsk overklassetøs
til kasteløs og svensker.
Og alting vil den gøre godt
i slumkvarter og sommerslot,
i svinestald og hjerte.

Den grænseløse kærlighed,
som regner alle lige,
den har en særlig svær besked
til mægtige og rige:
Hvis du vil være hel, så gå
og del med fattige og små
din rigdom og din styrke.

Den grænseløse kærlighed
til alle eksistenser,
den er en uundværlighed
ved livets sidste grænser.
Den sår i os, som snart skal dø,
de hvedekorn og sennepsfrø, 
som rummer evigheden.

Du grænseløse kærlighed
til tungnem og begavet,
kom til os med din herlighed
i nattens storm på havet.
Så deler vi med glæde ud
af det, vi fik af dig vor Gud,
til du foréner alle.

'Kærlighedens Søn' nr. 30
Kan også synges på:
'Guds kærlighed ej grænse ved'

Categories:

Comments are closed