Kirkeminister Joy Mogensen besøgte Danske Kirkers Råd på årsmødet 20. juni 2020. Her deltog hun i en samtale med formand Peter Fischer-Møller. I samtalen kom hun både ind på sin personlige livs- og troshistorie og reflekterede over kirkernes klimaengagement, den sociale sammenhængskraft og kirkernes situation under Corona-krisen.
'Oh, what a Joy!’ gengiver Kirkeminister Joy Mogensen i sin fortælling om sin mor og jordemoderens glædelige udtryk, da hun kom til verden i Canada for lige godt 40 år siden. Sådan begyndte Joy Mogensens liv og hendes fortælling om sin egen personlige rejse. På årsmødet i Danske Kirkers Råd 20. juni kom hun både ind på sin personlige historie og sine tanker om det at være kirke i Danmark anno 2020.
I sin samtale med formand Peter Fischer-Møller takkede hun Danske Kirkers Råds arbejde med Grøn Kirke og opfordrede samtidig kirken til at gå videre med klimadagsorden: ”Tak for, at I har været med til at lade det spire og gro. Men som kirke skal vi beslutte om, vi vil være med til at tage springet til den grønne dagsorden. (…) Hvem skal beslutte, hvordan jordene bliver omstillet? Der må kirken være med til at finde den balance. Den grønne dagsorden kan blive et stort slagsmål. Vi har prøvet med mange bække små. Men vi må tage et større skridt nu. Vi skal være med at forme vores fremtid som kirke. Kirken er flere steder. Når vi lægger en grøn dagsorden ind i kirken, kommer der en ekstra dimension i vores trosliv”, sagde kirkeministeren.
Men kirken har også en vigtig funktion både i byen og på landet og er med til at styrke sammenhængskraften. ”Det hænger sammen med det sociale aspekt af kirkens arbejde. Der vokser en følelse af tomhed. I mange små samfund, er der mange ting, der er lukket. Men kirken er der til at danne ramme om et fællesskab”, understregede kirkeministeren.
Samtalen med kirkeministeren kom også ind på Corona-krisen og nedlukningen af kirkerne over en længere periode. ”Det har været forfærdeligt at lukke kirkerne, når man er ansat til at fremme kirkens arbejde”, sagde kirkeministeren, da det kom til nødvendigheden af at lukke kirkerne.
Afslutningsvis kom kirkeministeren ind på forholdet mellem staten og tros- og kirkesamfundene. Her understregede hun, at det er vigtigt, at trossamfundene henvender sig til hende og fortæller, hvilke ønsker og forventninger de har. Trossamfundene uden for folkekirken skal overveje, hvilke vilkår, de ønsker sig, om det er de samme forhold som folkekirken, man ønsker sig eller mere præcis, hvordan vi kan fremme trossamfundenes vilkår i Danmark. ”Det er op til jer at invitere mig til den samtale”, sluttede kirkeminister Joy Mogensen med en åben invitation til den fortsatte samtale.
Af Mads Christoffersen, Generalsekretær i Danske Kirkers Råd
Tags:
Comments are closed