Danske Kirkers Råds Årsmøde for 2023 er veloverstået. Ud over den egentlige forretningsdel, som du kan læse et referat af her, bestod programmet bl.a. af en samtale med kirkeministeren, et oplæg om Danske Kirkedage, fællessang, andagt og fællesspisning.
Danmark er et kristent land - hvad betyder det?
Det spørgsmål var udgangspunktet for en interessant samtale med kirkeminister Louise Schack Elholm (V).
For ministeren at se er det vigtigt at fremhæve kristendommens rolle i Danmark i dag, fordi vi lever i en brydningstid. I mødet med andre har vi brug for at vide, hvor vi selv står, og hvad vi kommer af.
Ministeren kom også ind på sin egen personlige motivation for sit arbejde, som hun bl.a. henter i troen som kilde til håb, glæde og trøst. Det er ifølge ministeren en gave at arbejde med et felt, der er så vigtigt for mennesker - måske særligt i en verden, hvor eksistentielle spørgsmål nogle gange overses i mediernes almindelige diskussioner.
Efter en replik fra Anne Hjul Johannessen fra KFUM og KFUK om fokus på børn og unge i kirken og fra Jørgen Thaarup fra Metodistkirken om udfordringer ved Trossamfundsloven, havde årsmødets øvrige deltagere mulighed for at stille spørgsmål. Denne del drejede sig i høj grad om Trossamfundsloven og balancen mellem kontrol og anerkendelse. F.eks. blev der efterspurgt en højere grad af skelnen mellem religionspolitik og sikkerhedsspørgsmål: ”Kirkeministeriet skal ikke være en spiontjeneste”. Flere påpegede, at små kirker ikke nødvendigvis har råd til at leve op til de krav, som trossamfundsloven stiller. Louise Schack Elholm forsikrede om, at hun er opmærksom på problematikken og anerkendte, at der er mange følelser forbundet med trossamfundsloven. Samtidigt understregede hun, at trossamfundsloven giver nogle privilegier, og at det derfor er rimeligt at stille nogle objektive krav og kriterier. Alle skal være lige for loven, og indenfor de rammer må vi sigte efter en rummelighed og plads til alle. Denne spænding mellem oplevelsen af at blive ramt af bestemmelser i trossamfundsloven, som sigter efter et fåtal, der ikke vil det danske samfund, og så spørgsmål om kontrol og lighed for loven var denne del af samtalens helt store hovedtema.
Louise Schack Elholms visioner som kirkeminister:
- At være en kirkeminister, som er tydelig omkring de værdier, som kirken bidrager med
- At være en god ambassadør for kirke og tro
- At være nærværende, være til stede, lytte
- At revidere Trossamfundsloven
- At have fokus på menighedsråd
- At have fokus på arbejdsmiljø
- At have blik for vedligeholdelse af smukke, gamle kirker, bl.a. affødt af land/by-problematikker
Brorsons Kirke og ICC - to menigheder under samme tag
Årsmødet blev afholdt i Brorsons Kirke i hjertet af Nørrebro. Her holder to menigheder til: Brorsons Kirkes "egen" folkekirkelige menighed og så International Church of Copenhagen (ICC).
Nicolaj Stubbe Hørlyck er præst i Brorsons Kirke, som i 1998 blev Danmarks første ungdomskirke. I dag er kirken i højere grad et eksperimentarium for rytmisk kirkemusik, yoga mm. end en egentlig ungdomskirke. Med det sagt spiller det en naturlig rolle for kirkens fokus og arbejde, at Blågårdens Sogn, som Brorsons Kirke er en del af, har en en gennemsnitsalder på 34 år.
Tim Stewart er præst i ICC, som har været i København i 60 år. Kirken er luthersk og står på et luthersk fundament, men er samtidigt opmærksomme på at være et fællesskab for mennesker, som kommer fra mange forskellige kirkeretninger. Dermed er den lutherske identitet i høj grad et anker og et ståsted, fra hvilket ICC kan inkludere og møde mennesker med andre perspektiver.
ICC flyttede for nyligt til Brorsons Kirke. Brorsons Kirke tilbød ICC tag over hovedet med ret kort varsel, og det betegnede Tim Stewart som en act of faith. Samarbejdet går ifølge dem begge godt. Tim Stewart pegede på, at Brorsons Kirke har givet dem plads til at begå fejl og falde til; Nicolaj pegede på, at enhver, som har været til en gudstjeneste hos ICC ved, at der er tale om et perfect match.
Valg og beslutninger fra forretningsmødet
Valg til Forretningsudvalget
Følgende var på valg:
- Kasserer Vagn Birk - genopstillede.
- Biskop Czeslaw Kozon, Den katolske Kirke - genopstillede.
Vagn Birk og Czeslaw Kozon blev begge genvalgt.
Valg til Stående Udvalg
Følgende var på valg:
- Pia Duebjerg Andersen, Baptisternes Kvindenetværk - genopstillede.
- Birthe Juel Christensen, Folkekirkens Nødhjælp - genopstillede ikke.
Maria Krabbe Hammershøy fra Caritas Danmark og Pia Duebjerg Andersen blev valgt.
Valg til Landskomiteen for Danske Kirkedage
Konstitueret formand Søren Abildgaard, Landsforeningen af Menighedsråd, blev valgt som formand.
Følgende var på valg:
- Birger Nygaard, Folkekirkens mellemkirkelige Råd - genopstillede.
- Mette Møbjerg Madsen, Menighedsplejen i Danmark - genopstillede.
- Jens Christian Meldgaard, KFUM/K - genopstillede ikke.
Desuden har Smitha Prasadam, Den anglikanske Kirke, trukket sig fra sin plads.
Birger Nygaard, Mette Møbjerg Madsen, Simon Kangas Larsen, Per Beck og John Lorenzen blev valgt.
Comments are closed