Foto: Mathias Svold

Ca. 50 kristne og muslimske ledere mødes 5.-6. november i Aarhus med samtaler om tolerance på dagsordenen og besøg i bl.a. Gellerup. Formålet er at danne relationer på tværs af trosforskelle.

Hvordan står det til med tolerancen overfor religion i det danske samfund, hvor det kan blive opfattet som en kontroversiel politisk handling at ønske sin muslimske nabo glædelig eid? Og kan kristne og muslimer med hjerter, der banker for religionsmøde og dialog, selv blive udfordret i mødet med hinandens tro? Hvor går grænsen, og kan vi holde fast i samtalen alligevel?

Det er bare nogle af de spørgsmål, som er på tapetet, når ca. 50 kristne og muslimske ledere mødes på Diakon-højskolen i Aarhus den 5.-6. november til Kristent-Muslimsk Samtaleforums årlige konference. Årets tema er tolerance og formålet med konferencen er hvert år at fremme kendskab og relationer på tværs af trosforskelle.

Lørdag formiddag går konferencens deltagere en pilgrimsvandring sammen i et walk and talk-koncept – Dialog to go - udviklet af Fredens Hus i Gellerup. Fredens Hus består af bl.a. Gellerup Kirke og Fredens Moské i et sam-arbejde, hvor den gensidige tolerance er tryktestet af hverdagen. Oplægsholdere på konferencen er bl.a. professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Lene Kühle og digteren Naiha Khilijee, der læser højt fra sin digtsamling ”Kære søster” og taler om tro som drivkraft for gode handlinger.

Kristent-Muslimsk Samtaleforum er et netværk for kristne og muslimer, der ønsker at involvere sig i religions-møde. Netværket fungerer efter klassiske foreningsprincipper og faciliteres af organisationen Folkekirke & Religionsmødes sekretariat. Folkekirke & Religionsmøde er et samarbejde mellem folkekirkens 10 biskopper.

For yderligere information:

Det er muligt for pressen at overvære dele af konferencen og aftale interviews med deltagere. Kontakt generalsekretær for Folkekirke & Religionsmøde Ane Kirstine Brandt for dette og for yderligere information på mail akbr@km.dk eller telefon 52 50 63 65.

Categories:

Comments are closed