Handlingsfællesskaber forener unge på tværs af kirker. Sådan lød konklusionen på et nyligt afholdt fyraftensmøde om unge og kirkelige netværk

Artiklen er skrevet af Christian Arffmann fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Se den oprindelige artikel her.

Den moderne økumeniske bevægelse blev etableret i kølvandet på Anden Verdenskrigs afslutning og har derfor over 70 år på bagen. Bevægelsen er derfor allerede en aldrende dame. Er det økumeniske arbejde i kirkerne noget der kan overgå til de nye generationer, eller er det på vej på pension?

Det spørgsmål blev for nyligt stillet til et fyraftensmøde for unge kirkeligt aktive, arrangeret af Danske Kirkers Råd, og det kom der mange spændende diskussioner ud af.

Fællesskab

På mødet var det tydeligt, at unge ikke ser kirkelige, konfessionelle eller teologiske skel som afgørende. Hvis der er noget fælles at mødes om på tværs af kirker, er der intet til hinder for det.

Men der skal være noget at mødes om, og det skal ikke bare være for at snakke sammen. Handlingsfællesskaber er med andre ord mere motiverende end dialogfællesskaber for de unge. Der skal være en fælles sag at handle på, fx klima eller sociale projekter.

Engagement

Anne Hjul Johannesen, forperson for KFUM & KFUKs Kristendomsudvalg, holdt et introducerende oplæg, hvor hun stillede spørgsmålet om økumeni overhovedet er relevant for unge. Svaret var for Annes vedkommende ja. Hun argumenterede for et aktivt økumenisk ungdomsengagement, og i hendes eget tilfælde gør det sig blandt andet gældende som dansk medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomite. Her kan hun som dansk teologistuderende have indflydelse på hvordan verdens kirker arbejder for fred og retfærdighed. Læs mere her.

Sofie Larsen Kure fra Grøn Kirke fortalte om hvordan unge engagerer sig kirkeligt i form af grøn omstilling- og klimainitiativer.

Martin Sørensen fra KFUM og K fortalte om det økumeniske fællesskab i Taize, et fransk kloster hvor unge fra hele verden mødes i fælles bøn og lovsang.

Kristine Lyng om global økumeni

Kristine Lyng fortalte om sin deltagelse i Kirkernes Verdensråds studieprogram GETI. I sit møde med verdenskirken på Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Karlsruhe oplevede Kristine Lyng et solidaritetsfællesskab, hvor kirken tør være politisk og adressere globale problemstillinger. 

Lea Noval, tidl. formand for Danmarks Unge Katolikker, reflekterede over hvordan man som katolsk kirke beriges af mødet med andre kirker. Man bliver ofte mere bevidst om sit eget ståsted og sin egen tradition, samtidig med at man bliver positivt påvirket af andre kirker. Noval nævnte som et eksempel at de i DUK ofte synger salmer fra Taize eller salmen ”Spænd over os dit himmelsejl” som hun kender fra Folkekirken.


Kristin Hauge fra frikirken Vineyard fortalte om Natcafeen på Vesterbro, som yder diakonalt arbejde for prostituerede og handlede kvinder. Cafeen drives i et samarbejde mellem Vineyard, Eliaskirken, Apostelkirken, ReGen og Kbh Valgmenighed. Kvinderne står i en umulig situation, men kirkerne står sammen om at trodse håbløsheden.

Kort sagt er der mange eksempler på, at det økumeniske arbejde er relevant - også for den unge generation. Men der skal ligge handling bag ordene!

Fyraftensmødet blev arrangeret af Danske Kirkers Råds arbejdsgruppe Økumenisk Dialog og Dannelse. Hvis du har en god ide til et initiativ for unge på tværs af kirker, så kontakt meget gerne Mads Christoffersen, Danske Kirkers Råd mc@danskekirkersraad.dk, tlf. 26700246 eller Christian Arffmann, Folkekirkens mellemkirkelige Råd ca@interchurch.dk, tlf. 29911324.

Categories:

Comments are closed