Danske Kirkers Råd ønsker vores nye Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen tillykke med udnævnelsen og ser frem til et godt samarbejde. Joy Mogensen deltog som borgmester i Roskilde ved Danske Kirkers Råds årsmøde i 2015 og har gennem årene haft et godt samarbejde med biskop Peter Fischer-Møller og har ligeledes haft god kontakt til de forskellige kirkesamfund i Roskilde. Til Kristeligt Dagblad udtaler Joy Mogensen på sin første dag som minister, at hun med interesse har fulgt arbejdet med Grøn Kirke.
Læs brevet til Joy Mogensen fra Danske Kirkers Råd her:
Til Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen
Tillykke med udnævnelsen!
Danske Kirkers Råd ønsker dig et stort tillykke med udnævnelsen som Kirke- og kulturminister. Vi ser meget frem til et godt samarbejde med dig i årene fremover.
Danske Kirkers Råd er Danmarks nationale kirkeråd og består af Folkekirken, Den katolske Kirke, Den ortodokse Kirke og en bred vifte af frikirker i Danmark. Vi ser med glæde tilbage på dengang, du deltog ved vores årsmøde for år tilbage og på det samarbejde, vi som kirkeråd kommer til at have med dig.
Kirkernes vilkår i Danmark er naturligvis noget, der ligger os meget på sinde. I forbindelse med udformningen og implementeringen af den nye trossamfundslov har vi derfor haft et godt og tæt samarbejde med Mette Bock i hendes ministerperiode. Vi håber også at have tilbagevendende møder med dig om kirkernes og trossamfundenes vilkår og virke i Danmark.
Grøn Kirke er et andet vigtigt arbejdsområde i Danske Kirkers Råd. Her arbejder vi for at kirker i Danmark kan være med til at fremme en klima- og miljødagsorden, således som også regeringen har sat det som mål. Vi glæder os til et muligt samarbejde med dig som minister også på dette område.
Himmelske Dage har netop været afholdt i Herning i begyndelsen af juni. Det er Danmarks største kirkelige festival over fire dage, hvor alle kirkesamfund og kirkelige organisationer er med. Danske Kirkers Råd er formelt arrangøren bag. I 2022 skal det holdes i Roskilde. Vi havde set frem til et godt samarbejde med dig som borgmester i den forbindelse, men håber, at vi nu sammen med Roskilde Stift i stedet får et godt samarbejde med dig som minister også om Himmelske Dage i Roskilde i Kristi Himmelfartsdagene 2022.
Med ønsket om Guds velsignelse!
Biskop Peter Fischer-Møller, formand for Danske Kirkers Råd
Mads Christoffersen, generalsekretær i Danske Kirkers Råd
Categories:
Tags:
Comments are closed