Nyt lokaludvalg i Hillerød skal stå i spidsen for Kirkernes Folkemøde i 2028

Arbejdet med at forberede Kirkernes Folkemøde 2028 er gået i gang. Helsingør Stift er vært og har sammen med Landsudvalget for Kirkernes Folkemøde fundet det hold, der skal planlægge Danmarks største tværkirkelige arrangement.


Allerede inden de kommende Himmelske Dage – Kirkernes Folkemøde 2025 har fundet sted i maj måned i Silkeborg, er forberedelserne til den næste udgave af det store arrangement i gang. Helsingør Stift er værtsstift i 2028, og det bliver Hillerød by, der skal lægge torve, pladser og kirker til arrangementet.

Ni personer fra Hillerød henter inspiration i Silkeborg

Der er nedsat et lokalt formandskab bestående af en folkekirkepræst, en katolik og en frikirkepræst, som skal stå i spidsen for det ni personer store lokaludvalg. De trækker i arbejdstøjet nu, og en af de første opgaver bliver at hente inspiration i de kommende Kirkernes Folkemøde i Silkeborg, der Minder sted i slutningen af maj. Formanden for lokalkomiteen er Charlotte Chammon, der til daglig er sognepræst i Nr. Herlev syd for Hillerød. Hun glæder sig til at komme i gang med opgaven: ”Det er en stor opgave at lave Kirkernes Folkemøde, og vi stå r på skuldrene af en lang tradition med Danske Kirkedage og Himmelske Dage. Nu skal vi, med udgangspunkt i det rige kirkeliv, vi har i og omkring Hillerød og i Helsingør Stift, skabe festlige dage med sang, musik, gudstjenester og mange drøftelser af alt mellem himmel og jord, siger Charlotte Chammon og fortsætter: ”Vores ambition er at skabe dage til inspiration for alle. Både dem der kender kirkerne indefra og alle som ikke er helt så fortrolige med kirkerne.”

”Vi ser frem til at byde både dansk og internationalt kirkeliv velkommen til Helsingør Stift i 2028, og til at byde meningsdannere, medier og alle dem, der er interesserede i tro og eksistens, velkommen til et folkemøde med fokus på kristendommens relevans i vores samfund"

Peter Birch, biskop over Helsingør Stift

Nu får kirkerne deres eget folkemøde

En anden, der begejstres over, at der er lokale, kompetente kræfter fra folkekirken, frikirker og katolsk kirke der igen er klar til at arrangere Kirkernes Folkemøde, er Simon Kangas Larsen, formand for det nationale udvalg under Danske Kirkers Råd, der har til opgave at skabe rammerne for folkemødet: ”Demokratiet, kulturen, naturen, de unge og mange andre har deres egne folkemøder. Det får kirkerne også nu – faktisk har vi haft det siden 1968 – først under navnet Danske Kirkedage og senere Himmelske Dage. Med navneændringen understreger vi ambitionen om at bringe kirkerne og de kirkelige organisationer ud i en samtale med mennesker og meningsdannere,” forklarer Simon Kangas Larsen. ”De kommende ’Himmelske Dage – Kirkernes Folkemøde 2025’ i Silkeborg lykkes allerede med at åbne døren til en bredere offentlighed. De gode erfaringer derfra fører vi videre til Kirkernes Folkemøde 2028 i Hillerød”.

Læs mere på www.kirkernesfolkemøde.dk

Fra venstre ses her
Lea Uhlott Noval, Georg Høling, Hans-Henrik Nielsen, Charlotte Chammon (formand), Martin Lorentzen, Michelle Lundsteen og Jesper Oehlenschlæger.

På billedet mangler Eva Tøjner Gøtke og Rikke Høyer Lentz.

Foto: Sille Arendt

Lokaludvalget for Kirkernes Folkemøde 2028

Formand: Charlotte Chammon, sognepræst i Nr. Herlev Kirke
Næstformand: Martin Lorentzen, præst i Alive Kirken i Hillerød
Næstformand: Georg Høling, tidligere skoleleder på Sct. Joseph Søstrenes Skole
Kasserer: Hans-Henrik Nielsen, Helsingør Stiftsråd og Måløv Menighedsråd
Lea Uhlott Noval, Danmarks Unge Katolikker
Michelle Lundsteen, præst i Åbenkirke i Hillerød
Jesper Oehlenschläger, sognepræst i Hillerød Kirke
Eva Tøjner Gøtke, Domprovst i Helsingør Domkirke
Rikke Høyer Lentz, præst i Helsinge-Valby

Categories:

Comments are closed