Af Mads Christoffersen, generalsekretær i Danske Kirkers Råd.

Når vi holder Himmelske Dage i Roskilde, bliver det sammen med tusindvis af mennesker fra Roskilde og resten af landet og endda gæster fra det store udland. Hvad end man deltager ved de store gudstjenester eller små morgenandagter, ved debatter, pilgrimsvandringer, børnearrangementer eller ungdomsevents, koncerter eller Mulighedernes Marked vil man møde folk med en anden kirkelig baggrund end ens egen. Ikke bare fra en anden folkekirkelig sognekirke, men også mennesker fra Den katolske Kirke, frikirker eller ortodokse kirker – både fra danske og internationale kirker.

Dette liv af lokale, nationale og internationale kirkesamfund og kirkelige organisationer kalder vi ’økumeni’. Dette for nogen måske fremmedartede ord kommer af det græske oikoumene og står flere steder i Det Ny Testamente. Det betyder ’hele den beboede jord’ og derfor bruges ordet til tider også om kirkens ansvar i verden. Økumeni er ikke bare en konstatering af, at der er mange forskellige kirkelige retninger i verden, men en understregning af det samarbejde, der sker på tværs af kirkelige tilhørsforhold.

På Himmelske Dage kan vi mærke økumenien helt lavpraktisk i mødet mellem mennesker. Men historisk har økumeniske møder været med til at definere kirken og den kristne tro. Efter århundreder med kirkesplittelser har det økumeniske særligt i det 20. århundrede været præget af et ønske om at samarbejde gennem mission, diakoni og dialog. I tiden efter 2. verdenskrig blev en række internationale økumeniske organisationer etableret parallelt med FN og andre internationale organer. Således blev Kirkernes Verdensråd etableret i 1948 og Kirkernes Europæiske Konference i 1959 for at styrke den internationale økumeni for en mere fredelig verden. Fra dansk side var folkekirken og Baptistkirken medstiftere af disse internationale økumeniske organisationer. I Danmark etableredes Det Økumeniske Fællesråd allerede i 1939 og blev i 2004 omdannet til Danske Kirkers Råd med 17 kirkesamfund og 40 kirkelige organisationer. 

Økumeni er ikke noget, der kun sker på formelle møder mellem kirkeledere i etablerede organisationer. Det sker hele tiden i det lokale kirke- og kulturliv. Gennem de senere år har mere end 250 internationale menigheder etableret sig i Danmark – enten som helt nye kirker eller som en del af allerede eksisterende kirkesamfund herhjemme. Det kan enten være katolske, ortodokse, pinsekirkelige eller helt andre menigheder. Det økumeniske møde sker både i Roskilde og Rønne, Østerbro og Ølgod, Skive og Slagelse – ja, det sker over hele landet.   

Økumeni er en særlig måde at gå til hinanden på i al vores forskellighed. Det er troen på, at vi kan lære noget om hinanden og om os selv. Det er troen på, at vi sammen kan gøre en forskel i verden. Det er troen på, at vi faktisk er én i Kristus på trods af al vores forskellighed. Derfor er økumeni troen på kirkens enhed – ikke på kirkens ens-hed. For vi er ikke ens i vores tro, vores gudstjenester, teologiske forståelse og vores måde at være til i verden. Men vi er én i vor fælles tro på den treenige Gud. Det er det, man med egne øjne og øre vil opleve på Himmelske Dage i Roskilde

Himmelske Dage bliver af nogen kaldt en kæmpe ’fætter-kusine-fest’. Det er både rigtigt og forkert. Ligesom man kan glæde sig over sin familie med alle dens fejl og mangler eller man kan bære over med fjerne kusiner og fætre, er Himmelske Dage også en mangfoldig samling af mennesker fra den store kirkefamilie. Men det er også et folkemøde, hvor mennesker uanset tro eller holdninger, kan være med. Det er ikke en lukket familiefest eller en kirkelig klub. Alle er velkomne uanset ens baggrund. Her kan man få stillet sin nysgerrighed og blive klogere på kirke, kultur og samfund og møde både gamle og helt nye bekendtskaber.Vi ses til Himmelske Dage i Roskilde!

Danske Kirkers Råd står formelt bag Danske Kirkedage, der har eksisteret siden 1968. Siden 2016 har Danske Kirkedage været kendt som Himmelske Dage i København (2016), på Heden (2019) og i Roskilde (2022).

Categories:

Comments are closed