Reformationsåret må ikke kun føre til en dyrkelse af splittelsen, men snarere til en markering af det fælles.
Det er næppe forbigået manges opmærksomhed, at vi i år markerer 500-året for reformationen. Luther bankede sine 95 teser mod aflad op på kirkedøren i Wittenberg 31. oktober 1517 og en protestantisk reformation spredte sig i Europa. Og der er meget at tænke over. Men mærkedage skal altid balancere mellem fejringen af begivenheden og en refleksion over, hvad det så betyder for os i dag – og måske endda for fremtiden. Det samme gælder med reformationsåret.
Reformationen betød både kirkesplittelse og senere dannelse af nye kirkeretninger. I løbet af få årtier havde Vesteuropas kirkelige og kulturelle landskab ændret sig drastisk. Reformationen betød ikke kun fremkomsten af en evangelisk-luthersk kirkeretning, men dannede også grundlag for den reformerte, den anglikanske, baptistiske og med dem en bred vifte af andre protestantiske kirkeretninger i de følgende århundreder. De protestantiske kirker er i dag spredt ud over hele jorden i en helt utrolig mangfoldighed, som Luther og de andre reformatorer aldrig kunne forestille sig.
Her i reformationsåret mindes vi med rette Luther og hans betydning – ikke mindst i Danmark, hvor den evangelisk-lutherske Kirke, Folkekirken, er langt det største trossamfund og uomtvisteligt har været med til at forme landet i århundreder. Takket være vores grundlovssikrede ret til trosfrihed har andre kirke- og trossamfund levet og udviklet sig side om side med Folkekirken om end på andre betingelser.
Markeringen af reformationen skal imidlertid ikke bare være en beklagelse af splittelsen mellem kirker, men må også føre til en overvejelse over, hvad vi har tilfælles kirkerne imellem på trods af splittelsen. I århundreder har der været et anstrengt forhold mellem kirkerne. Men gennem det økumeniske arbejde både i Danmark og ude i verden har man i høj grad også bygget bro og styrket relationerne mellem kirker – også relationerne mellem de protestantiske kirker, Den ortodokse og Den katolske Kirke. I det 20. århundrede har det øgede samarbejde også været en insisteren på fred og forsoning i skyggen af to verdenskrige og på baggrund af de udfordringer, vi møder i form af den voksende kløft mellem rige og fattige, finanskrisen, klimaforandringerne, flygtningestrømmen, populismen og ikke mindst sekulariseringen og svækkelsen af kristne traditioner. Det økumeniske arbejde både lokalt, nationalt og globalt er således også et fredsprojekt forankret i troen på, at vi som kristne mennesker og kirkelige institutioner alle kan aflægge et fælles vidnesbyrd.
Den 31. oktober 2016 blev reformationsåret indledt på flotteste vis, da Pave Frans, overhoved for mere end 1,2 milliarder katolikker i verden, i domkirken i Lund mødtes med repræsentanter fra Det lutherske Verdensforbund, der samler mere end 70 millioner lutheranere i 79 lande og fejrede fælles gudstjeneste. Her var budskabet, at det, der forbinder, er langt større end det, der adskiller. Der skal nu sættes punktum for 500 års uvenskab. Med den indledning på et år fyldt med alverdens arrangementer, der primært har fokuseret på Luther og reformationen, blev vi mindet om, at vi fint kan fejre det særegne, men ikke være blinde for det fælles – tværtimod bør vi styrke fællesskabet på tværs af vores forskelle.
Danske Kirkers Råd samler 15 kirkesamfund og 41 kirkelige organisationer i Danmark – herunder Folkekirken, Den katolske Kirke, Den ortodokse Kirke og en bred vifte af frikirker. Danske Kirkers Råd danner rammen om samtaler og samarbejde mellem kirker. Det kan være konkret vejledning til lokale kirker, teologiske samtaler eller kontakt til det politiske Danmark om religionens rolle i samfundet.
I reformationsåret har Danske Kirkers Råd netop udgivet det økumeniske hæfte ’Noget om den kristne tro’. Det er i grunden et lille hæfte, men med et ganske stort indhold. Det er resultatet af samtaler mellem repræsentanter fra en meget bred vifte af dansk kirkeliv om det, vi er fælles om i den kristne tro. Alene processen må vel nærmest betragtes som historisk. Ikke tidligere har så mange fra så forskellige kirkelige retninger som Folkekirken, Den katolske Kirke og frikirkerne sat sig sammen og præsenteret, hvad vi er fælles om. Der er tidligere skrevet teologisk tunge og vigtige dokumenter, men primært til andre erfarne kirkefolk. Hæftet her henvender sig til den brede befolkning. Er hæftets indhold særligt luthersk, særligt katolsk eller særligt frikirkeligt? Nej. Er det en udtømmende fremstilling af det kristne budskab eller en folkelig udgave af en klassisk katekismus? Heller ikke. Det er et udtryk for, at vi som kristne står sammen på trods og på tværs af vores forskelle – vores fælles gods på trods af konflikt og splittelse. Hæftets udgangspunkt er, at vi sammen har noget at sige dem, der hverken er en del af kernemenigheden eller føler noget særlig tilhørsforhold til kirken.
Hæftet fokuserer på noget, alle kristne kan blive enige om. Det betyder, at man ikke kommer ind på forskellene i forståelsen af f.eks. sakramenterne, især nadveren. Danske Kirkers Råd har derimod taget udgangspunkt i bønnen Fadervor, alle kristnes fælles bøn. Kristendom er ikke et teoretisk system, men handler langt mere om relationer og håb, om at få tilgivelse på trods af vores ufuldkommenhed, at vi dummer os igen og igen. Men bøger gør det ikke alene. Det er tanken, at man med hæftet i hånden kan tale med andre om det, der er vigtigt for en. Det betyder ikke kun en klart defineret tro, men rummer også tvivl, ensomhed og fællesskab og at turde at gå på opdagelse i samtalen med et andet med menneske om livets store spørgsmål.
Her hvor reformationsåret nærmer sig sin afslutning inviterer Danske Kirkers Råd, Folkekirken, Den katolske Kirke og frikirkerne den kommende weekend til seminar og på søndag til økumenisk gudstjeneste i Københavns Domkirke for at se fremad. Hvor er vi som kirker på vej hen – sammen eller hver for sig?
Med udgivelsen ’Noget om den kristne tro’ og med seminar og fælles gudstjeneste runder vi således reformationsåret af, som året begyndte, nemlig med at tydeliggøre, at det, vi er fælles om, langt overstiger det, der adskiller. Der er således grund til at fokusere på både det særegne og fællesskabet. Fra os skal der lyde en stor tak for et flot og tankevækkende reformationsår til alle, der har bidraget til markeringen både lokalt, nationalt og globalt!
Af: Biskop Henrik Stubkjær, Folkekirken. Biskop Czeslaw Kozon, Den katolske Kirke i Danmark. Biskop Christian Alsted, Metodistkirken i Danmark, og general-sekretær Mads Christoffersen, Danske Kirkers Råd.
Kronikken er bragt i kristeligt Dagblad fredag d. 1. december 2017.
Se også artikel fra Gudstjenesten i Vor frue Kirke i København d. 3. december: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/katolikker-og-protestanter-markerer-reformationen-sammen
Comments are closed