MEDLEMSKIRKER I DANSKE KIRKERS RÅD

Danske Kirkers Råd består af en række godkendte og anerkendte kirkesamfund, som i korte træk er beskrevet herunder.


Apostolsk Kirke | Apostolic Church 
Apostolsk Kirke i Danmark tæller 3000 medlemmer i et netværk på 32 menigheder. Apostolsk Kirke udspringer af Pinsebevægelsen og har været selvstændig kirke i Danmark siden 1924. Man ser sig som et fællesskab af ”åndelige tjenester”, der planter og opbygger lokale menigheder for i fælleskab med andre at fuldføre missionsbefalingen.

Baptistkirken i Danmark | The Baptist Union of Denmark
Baptistkirken består af 5.500 baptister fordelt på 48 menigheder. Baptistkirken blev som den første frikirke i Danmark stiftet i 1839 ti år før religionsfriheden. Baptistkirken lægger vægt på bekendelsesdåb med personlig stillingtagen til troen og ser sig selv som en lægmandsbevægelse, hvor alle troende på demokratisk vis og på baggrund af Bibelen er med til at forme de enkelte menigheders liv.

Brødremenigheden | The Moravian Church
Brødremenigheden består af ca. 300 medlemmer og befinder sig i Christiansfeld, der siden 1771 har været samlingspunktet for Brødremenighedens virke i Danmark. Brødremenigheden er et evangelisk-luthersk kirkesamfund i lighed med og på samme bekendelses-grundlag som Den Danske Folkekirke. Biblens ord og et liv i mission er også centrale omdrejningspunkter for Brødremenigheden.

Den anglikanske Kirke | The Anglican Church
I Danmark er der omkring 100 medlemmer af Den anglikanske Kirkes to menigheder i henholdsvis København og Århus. Kirkesamfundet har eksisteret i Danmark siden 1781. Den anglikanske kirke er én af 1500-tallets store reformationskirker. Kirken vægtlægger en traditionsrig gudstjenesteliturgi med udgangspunkt i The Book of Common Prayer.

Den katolske kirke | The Roman-Catholic Church
Der er omkring 35.000 katolikker i Danmark fordelt på 47 kirker. Den katolske Kirke var den første kristne kirke i Danmark, men virkede ikke i landet fra reformation i 1536 og indtil grundloven af 1849 , hvor det igen muligt for kirken at stifte menigheder i Danmark.  Kirken vægtlægger trosbekendelserne, læren, sakramenterne samt gudstjenesten og dens liturgi. Den ser selv som en verdenskirke, der bærer budskabet om Jesus Kristus som åbenbaret i Bibelen og i den kristne tradition.

Den koptisk-ortodokse Kirke | The Coptic Orthodox Church in Denmark
I Danmark er der en enkelt koptisk kirke, St. Marie og St Marcus Koptisk-ortodokse Kirke, med ca. 350 medlemmer i Taastrup ved København. Kirken blev grundlagt i 1975 af egyptiske indvandrere og er et verdens ældste kirkesamfund.

Den Serbisk-Ortodokse kirke
Er et sogn i den nationale Serbisk Ortodokse Kirke, og tilhører det britisk-skandinaviske stift, hvis hovedsæde ligger i Stockholm.
Kirken betjenes i Danmark af én præst, der rejser rundt i landet og afholder regelmæssige gudstjenester i bl.a. København, Odense og Silkeborg.
Hele Danmark betragtes som ét sogn under navnet Stormartyr Den Hellige Georgs Sogn

Den reformerte Synode | The Reformed Synod of Denmark
Den reformerte Synode er en samling af fire reformerte Kirker i Danmark med i alt godt 700 medlemmer med rødder i reformationstiden. Kirken har eksisteret i Danmark siden 1689. Bibelens ord er det helt centrale i den reformerte lære. Det afspejles i såvel teologi som gudstjeneste og kirkerum.

Evangelisk Frikirke Danmark | The Mission Covenant Church
Der er ca. 2000 medlemmer fordelt 25 lokale menigheder. på Kirken blev stiftet i Danmark i 1888. Evangelisk Frikirke Danmark lægger vægt på, at den enkelte menighed er øverste myndighed, både i trosspørgsmål og andre anliggender. Evangelisk Frikirke Danmark mener, at kirken skal kunne rumme læremæssige forskelligheder, hvorfor man fx praktiserer man både barnedåb og voksendåb.

Folkekirken | The Evangelical Lutheran Church in Denmark
Folkekirken er med sine cirka 4,5 millioner medlemmer det største kirkesamfund i Danmark. Folkekirken er en protestantisk kirke, der bygger på den evangelisk-lutherske lære, som blev indført ved reformationen i 1536. Ved grundlovens vedtagelse i 1848 blev der indført religionsfrihed og i den forbindelse valgte man at benytte udtrykket folkekirke, kirke for folkets flertal.

Frelsens Hær | The Salvation Army
Frelsens Hær består af 27 kirker med omkring 1200 medlemmer. Frelses Hær blev oprettet som frikirke i Danmark i 1887. Frelsens Hær er særligt kendetegnet af deres store sociale arbejde for samfundets svageste og evangelisation gennem musik og salmesang på gaden.

International Church of Copenhagen | International Church of Copenhagen
International Church of Copenhagen (ICC) er en engelsk-talende, økumenisk kirke i Storkøbenhavn med ca. 140 medlemmer. Kirken blev grundlagt i 1962. Kirken ønsker at favne kristne med mange forskellige kulturer, bekendelser og skikke.

Norske Sjømannskirken i København | Norwegian Church Abroad
Den norske sømandskirke i Danmark, Kong Haakons Kirke, ligger på Amager i København. Sjømannskirken – Norsk kirke i utlandet er en selvstændig og frivillig organisation, som skaber sociale, kulturelle og kirkelige mødesteder for nordmænd i hele verden. 

Metodistkirken i Danmark | The United Methodist Church
Metodistkirken i Danmark har 3000 medlemmer fordelt på omkring 13 kirker.  Metodistkirken har været anerkendt som kirke siden 1865. Metodistkirken er en verdenskirke, hvor menighederne ser sig selv som forbundne.  I Metodistkirken har man fokus på fire grundstene for troen: Bibelen, traditionen, erfaringen og forstanden.

Mosaik (pinsekirken) | The Pentecostal Church
Der er 52 pinsekirker i Danmark med ca. 5100 medlemmer. Pinsekirken har sit udspring i en række vækkelser, som fandt sted i begyndelsen af det 20. århundrede, og i 1908 blev den første pinsemenighed dannet. Pinsekirken lægger vægt på at begrunde sin tro og praksis gennem bibelske vidnesbyrd og man praktiserer 'trosdåb' , hvor den enkelte bekender omvendelsen og troen på Jesus som en personlig frelser.

Svenska Kyrkan i Danmark | Church of Sweden
Der er omkring 1000 medlemmer af Svenska Kyrkan i Danmark, der befinder sig i København. Kirken startede som De Svenska Kyrkas mission blandt svenske søfolk i København og blev indviet som kirke i 1911. Kirken ønsker i dag at være et socialt og åndeligt center for svenskere i Danmark.

Vineyard|Vineyard Danmark
Vineyard er et fællesskab, der sætter pris på menneskelige relationer, at dele vores tro (og tvivl!) og at tage os af hinanden indenfor og udenfor kirkens fire vægge. I Vineyard er vi på en rejse sammen mod at lære mere om, hvem Gud er, og hvordan det har indflydelse på vores daglige liv