Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke - en folkekirke lidt udenfor Herning. I løbet af fastetiden har hun skrevet og delt små tekster på Facebook under titlen "Fastefrø - Refleksioner til fastetiden". Læs her hendes påskelørdags-hilsen om påskens trodsige håbsord:
Over hele jorden vil mennesker i kirker, klubber, i beskyttelsesrum, i flygtningelejre og i krigszoner samles om forkyndelse af de trodsige ord om, at døden og mørket ikke fik det sidste ord, for graven var tom påskemorgen. Ja, som det ved mange gudstjenester skal proklameres påskemorgen: Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden. Det er trodsige håbsord talt ind i en verden, hvor mørket tit kan synes at have så meget magt.
I 1982 repræsenterede daværende vicepræsident George Bush USA til begravelsen af Leonid Brezhnev, Sovjets leder. Bush fortalte senere, hvordan Brezhnev's hustru havde stået fuldstændig urørlig ved siden af sin mands kiste, indtil sekunder før den skulle lukkes. Og så – i sidste øjeblik inden soldaterne lukkede kisten – gjorde hustruen noget, som vi opfatter som værende fyldt med håb og mod, men som på det sted måtte opfattes som et stærkt udtryk for civil ulydighed: Hun bøjede sig over sin døde mand og tegnede et kors på hans bryst.
Midt i dette ateistiske magtrige håbede hustruen til ham, der havde styret det hele, at han havde taget fejl. Hun håbede på mere. På Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne.
I morgen, påskedag, kan vi samles i landets kirker og fejre påskemorgens under: At Kristus stod op fra de døde. Livet vandt over døden. Det kunne ikke holdes tilbage!
Og det kan den stadig ikke, den opstandelseskraft. Den kan stille og sagte kalde livet frem, som påskeliljerne, der trompeterer i påskesolen. Men den har også en kraft, der vælter murer, giver mod, blæser ned i grave, ind i krogede menneskesind, ja, river fængselslænker ud af væggen.
Kristus er opstanden - Ja, han er sandelig opstanden, lyder det påskemorgen.
Og dette opstandelsesbudskabs kraft oplevede en forsamling i starten af 1920erne, da der i det kommunistiske Ruslands hovedstad, Moskva, var konference, der blandt andet omhandlede et foredrag om den forældede gudstro. Det blev gennem foredrag slået fast, at gudstroen ikke blot var forældet, men også latterlig og ligegyldig.
På et tidspunkt var der så lejlighed til diskussion, og mikrofonen var åben. Dog ikke mere end 5 minutter til hver taler. En ung præst, temmelig genert og beskeden af udseende, bad om ordet. Lunatscharsky, regimets kultur- og uddannelseskommissær, som ledede konferencen, kiggede nedladende på præsten med ordene: ”Jeg minder Dem om, at de ikke må tale mere end fem minutter”. ”Jeg skal gøre det ganske kort”, svarede præsten, der gik hen til mikrofonen og åbnede sin mund: ”Kristus er opstanden”, sagde han med høj og klar stemme. Straks rejste tilhørere sig op og svarede: ”Han er sandelig opstanden”.
”Jeg har ikke mere at sige”, sagde præsten og forlod talerstolen.
Må vi alle opleve her i påsken, at midt mellem verdens ord om magt, død, kriser og krige står de ord lysende klart: Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden.
Comments are closed