Af Mads Christoffersen

Efter 11 år i Landskomiteen for Danske Kirkedage – heraf de sidste 5 år som formand – takker Poul Kirk af. Han har været en samlende figur både indadtil i Landskomiteen og i forholdet til de lokale komiteer, der har arbejdet med planlægningen af Himmelske Dage i Aalborg, København, Herning og Roskilde. Nu går han ’på pension’, som han siger. 

Poul Kirk har repræsenteret FrikirkeNet i Landskomiteen og hans betydning for at engagere lokale frikirker og det ’frikirkelige Danmark’ kan næppe overvurderes. Alligevel har der aldrig været tvivl om hans insisteren på at være til tjeneste for alle involverede i Danske Kirkedage, hvad enten det var fra Folkekirken, Den katolske Kirke, Den ortodokse Kirke eller frikirkerne. Vi har spurgt ham om, hvad han ser tilbage på og hvad han håber for Danske Kirkedage.

Kan du sætte lidt ord på, hvordan det har været at sidde med i Landskomiteen siden du kom ind?

Jeg blev valgt til Styrelsen for Danske Kirkedage på DKRs årsmøde i 2011 og var kasserer fra 2011 til 2017. Efter Himmelske Dage i København i 2016 mødtes vi i styrelsen til et strategimøder, hvor vi aftalte nogle indholdsmæssige målsætninger for kirkens møde med danskerne i det offentlige rum – det som senere blev til pejlemærker for Himmelske Dage. Samtidigt besluttede Danske Kirkers Råd, at man i fremtiden skulle sikre, at viden og erfaringer fra de afholdte Himmelske Dage skulle opsamles i et landssekretariat, som kunne sikre en “planke” af dyrebare erfaringer til gavn for fremtidens Himmelske Dage.   

Du har været med siden planlægningen af Danske Kirkedage i Aalborg 2013. Hvilken udvikling ser du?

I de seneste 11 år har jeg repræsenteret FrikirkeNet i Landskomiteen for Himmelske Dage. Vi blev generøst inviteret ind i Danske Kirkedage, hvor vi ikke tidligere havde set os selv som aktive medspillere.  Denne tillid forpligter også os til at være en del af det økumeniske arbejde i Danmark, hvor vi ikke starter med emner, vi er uenige om, men mødes i ydmyghed for at opfylde Kristi ord om, at vi alle er èt i Ham – for at Verden skal tro på Ham.     

Hvad ønsker du for Danske Kirkedage fremadrettet?

Der er et kæmpe uforløst potentiale i Himmelske Dage: Himmelske Dages venner. Disse 60 organisationer: Himmelske Dages venner  er græsrødderne og den folkelige forankring i fremtidens Himmelske Dage.  Og værtsbyerne vil også gerne investere i Himmelske Dage, hvis de bliver spurgt. I København bidrog kommunen med en kvart million og i Herning med en halv million kroner. Og flere fonde vil også gerne støtte brandet: Himmelske Dage. 

Himmelske Dage må fortsat vove kirkens diversitet og mange forskellige udtryk i det offentlige rum. Her er der højt til loftet og ikke en lummer atmosfære af indforståethed. Her møder vi danskernes længsel efter tro, og her kan vi alle følges ad til Kristus – som er alles Herre.   

Om Landskomiteen for Danske Kirkedage
Næstformand Søren Abildgaard (Landsforeningen af Menighedsråd) er trådt ind som konstitueret formand for Landskomiteen for Danske Kirkedage. Der er valg til formandsposten ved Danske Kirkers Råds årsmøde 13 maj 2023. Desuden består Landskomiteen af konstitueret næstformand Kaare Nielsen (Den katolske Kirke), kasserer Birger Nygaard (Folkekirkens mellemkirkelige Råd), Mette Møbjerg Madsen (Menighedsplejen i Danmark), Smitha Prasadam (Den Anglikanske Kirke) og John Lorenzen (FrikirkeNet).  Anne Mie Skak Johanson er sekretær for Landskomiteen. Mads Christoffersen sidder som generalsekretær for Danske Kirkers Råd med ved møderne i Landskomiteen.

Categories:

Tags:

Comments are closed