Danske Kirkers Råd var igen i år med på Folkemødet som medarrangør i det økumeniske telt Himmel & Jord sammen med en bred vifte af andre kirkelige organisationer og kirkesamfund. Når man bevægede sig rundt i Allinge omgivet af debattelte og et hav af mennesker, så var det let at glemme, at Folkemødet de sidste to år stod i skyggen af afstandskrav og forsamlingsforbud. Folkemødet var tilbage på fuld styrke, og det gjaldt også Himmel og Jord-teltet, som var fyldt med gode debatter og koncerter med et overvældende antal besøgende. Vi sluttede traditionen tro af med en økumenisk gudstjeneste i Allinge Kirke – i år med miljøminister Lea Wermelin som gæsteprædikant. Læs her om nogle af de arrangementer, Danske Kirkers Råd var medarrangør af.

"Dialog og tolerance er hinandens forudsætninger"
Vi åbnede teltet med en spændende samtale om dialogens dilemmaer mellem brobygger Özlem Cekic og generalsekretær Mads Christoffersen fra Danske Kirkers Råd. Skal vi have dialog med alle, og hvor går grænsen for samtale? Publikum blev inviteret med i dialogen til en samtale om de brændende spørgsmål, de tager med på Folkemødet og fik vendt deres værste fordomme med hinanden.

Teltet emmede af live og gode samtaler. Formålet med dialogkaffen var at klæde publikum på til fire dage med dialog og debatter på Folkemødet. 

Publikum fik lektier for og blev udfordret til at drikke dialogkaffe med mennesker, som de antog, at de helt sikkert ville være uenige med; ikke for at have fokus på uenigheden, men faktisk modsat at se på det fælles, inden de tog hul på samtalen om forskellene. Der var da også altid kaffe på kanderne foran Himmel og Jord-teltet, og mange mennesker kom forbi i løbet af Folkemødets dage og fik en god snak.

Özlem Cekic er blevet verdensberømt i Danmark og ude i verden for sit engagement som brobygger og for hendes insisteren på dialog med mennesker, der er helt uenige med hende. Målet er ikke at vi alle skal blive enige, men at vi kan udvikle evnen til at rumme vores forskellighed. Özlem Cekic er generalsekretær for foreningen Brobyggerne og er hver dag med til at dialog og brobygning i samfundet.

Håb i en krisetid 
Kriserne står i kø i disse år. Klimakrise, flygtningekrise, coronakrise og nu krigen i Ukraine. Kriser er ikke abstrakte størrelser, der bare fylder mediebilledet. Det er katastrofer, der rammer mennesker og samfund helt konkret. Tørke, oversvømmelser, sygdom, krig, død, ødelæggelse og flugt. Åndeligt og mentalt rammer kriser endnu bredere end dem, der i første omgang rammes helt fysisk. En følelse af angst, ensomhed, frygt for fremtiden og håbløshed rammer ikke bare såkaldt sårbare, men også børn, unge og ældre, der ellers har et helt normalt liv. Hvordan bevarer vi håbet i en krisetid? Hvordan hjælper håbet os i en tro på det bedre?

Der var nok at tage fat på i en meget intens samtale mellem Biskop Peter Fischer-Møller, forperson for Kristendomsudvalget i KFUM og KFUK Anne Hjul Johannessen, debattør Anna Libak og kunstner Jens Galschiøt.

Til samtalen, som var arrangeret af Danske Kirkers Råd i Samarbejde med Menighedsplejen i Danmark, fik d fremmødte flere gange mulighed for at synge sammen. Samtalen blev indledt med den smukke salme 'Hold håbet op', og da de fire deltagere afslutningsvist skulle dele et stykke håbefuldt poesi med hinanden og deltagerne, blev det til hele to fællessange mere. Det var ikke det eneste tidspunkt, hvor lyden af fællessang kunne høres fra Himmel og Jord-teltet. Fredag gav Fangekoret koncert, så teltdugen næsten løftede sig. Der blev både grinet og fældet en lille tåre under koncerten, hvor sangerne modigt og ærligt delte anekdoter og tanker om de sange, de havde skrevet. 

Koncert med Fangekoret

Samtalen om håb både begyndte og sluttede med fællessang

Er der en ny fortælling om mennesket på vej?
Chefredaktør Lea Korsgaard, politiker Henrik Dahl (LA) og forfatter Jens Christian Grøndahl mødtes i denne spændende samtale ledt an af Mikael Wandt Laursen fra FrikirkeNet.

Vi har flere penge mellem hænderne og lever længere end nogensinde før. Men trivslen har ikke fulgt trop, snarere tværtimod. Samtidig har klimakrisen, Corona og krigen i Ukraine for alvor udfordret vores tro på, at vi bare kan klare os selv. En ny fortælling om mennesket vinder frem: Vi er forbundet - og ikke kun med hinanden, men også med det, der er større end os selv. Troen er dukket op igen som en væsentlig forudsætning for at forstå os selv og verden omkring os. Måske kan den give os en sammenhængskraft, som ellers er svær at finde.

Er der grænser for kirkeligt migrantarbejde?
Næstekærlighed handler for mange om at hjælpe andre. Men er der grænser for, hvor meget kirken skal hjælpe migranter? Det var åbningsspørgsmålet for en spændende samtale mellem Isabella Arendt, Biskop Peter Skov-Jakobsen, generalvikar Niels Engelbrecht og Lucas Skræddergaard fra Folkekirkens Migrantarbejde.

Kirken spiller en stadig større rolle i Danmark, når det handler om integration – helt aktuelt i forhold til de mange flygtninge fra Ukraine. Ikke alene har vi mindst 250 migrantkirker, der hovedsageligt er grundlagt af flygtninge og indvandrere, men vi har også en lang række initiativer fra kirkelig side med fokus på integration. 

Hvordan undgår vi, at migrantkirkerne bliver parallelsamfund og hvordan kan vi gøre det lettere for kirken at inkludere mennesker med anden kulturel baggrund? Hvad kræver det for partnerskaber mellem kirker – og mellem kirke og stat? Ser staten kirken som en ressource og samarbejdspartner for integration? I Tyskland er kirkerne meget aktive med at hjælpe migranter, der lider nød på Middelhavet, og ledelsen hos den tyske lutherske og katolske kirke opfordrer til, at man endda inviterer flere migranter til landet. Er det en vej, man også bør gå i Danmark, skal det kun gælde nogle flygtninge eller alle – eller er der en grænse? Det var nogle af de mange spørgsmål, som samtalen kom ind på undervejs.

Økumenisk jazzgudstjeneste med miljøminister Lea Wermelin som gæsteprædikant
Traditionen tro sluttede vi Folkemødet af med en økumenisk gudstjeneste i Allinge Kirke. I år deltog miljøminister Lea Wermelin som gæsteprædikant. Janne Mark med band stod for musikken med tråde til både jazz og den nordiske folketone. I gudstjenesten medvirkede desuden biskopper og præster fra en bred vifte af kirkesamfund. Fokus for gudstjenesten var håb og handling i klima- og miljøkrisen.

Gudstjenesten blev transmitteret direkte på P1. Hør gudstjenesten her.

Medvirkende
Miljøminister Lea Wermelin
Biskop Peter Fischer-Møller, Folkekirken
Generalvikar Niels Engelbrecht, Den katolske Kirke
Lone Møller-Hansen, Baptistkirken
Johannes Gregers Jensen, Folkekirken
Eva Welander, Frelsens Hær
Michael Kaarbye, Pinsekirken
Hasse Falk Jacobsen, Himmel og Jord
Mads Christoffersen, Danske Kirkers Råd
Mfl.

Musik:
Janne Mark (sang)
Esben Eyermann (bas)
Søren Gemmer (klaver)

Categories:

Comments are closed