Af Helene Lilleøre
I efteråret var jeg i praktik hos Fusion Movement i England som et led i min uddannelse i Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K). Fusion arbejder med kristen studentermission på tværs af kirker og kirkeretninger. I løbet af praktikopholdet har jeg fået indblik i hvordan mission ser ud blandt studerende i England og hvilken rolle kirkerne spiller i det.
Det der har gjort størst indtryk på mig i de sidste 20 uger, er de mange studerende og unge i 20’erne, jeg har snakket med, som er kommet til tro på Jesus i løbet af deres studieår, som et resultat af studentermissionen. Jeg har snakket med unge, der ikke er vokset op i et troende hjem. Unge, der oplevede frihed og tilgivelse i sårede relation på grund af den nyfunde tro på Jesus. Unge, som aldrig havde tænkt kirke var noget for dem, men som alligevel er kommet ind i kirken og der har oplevet af Jesus gør en forskel i livet. Alle var de begyndt at tro på Gud, som et resultat af den mærkbare forskel det gjorde i deres liv.
Studerende er på kirkernes radar
Fusion arbejder med at udruste studerende til mission ved at udruste kirkerne til at udruste de studerende. På denne måde fungerer Fusion som katalysator for studentermission, ved at advokere discipelskab og mission i den lokale kirkes kontekst. De studerende er på mange af kirkernes radar, det gælder for en bred vifte a kirker fra katolske kirker til Church of England til pinsekirker. Dette kommer bl.a. til udtryk ved de hundredevis af student workers der ulønnet og lønnet arbejder i de engelske kirker.
Økumenisk smågruppe træning
Fusion er tværkirkelig organisation. Denne position ser jeg, at Fusion bruger til at tale om enhed blandt kirkerne. Når jeg har været med ude i forskellige byer med mit Fusion team for afvikle træning i hvordan smågrupper kan være missionale, har der været en bred vifte af kirker i rummet til at modtage samme undervisning. Det er spændende at se, hvordan Fusions træning, konferencer og ressourcer tiltrækker mange forskellige kirker.
Hvad tager jeg med mig?
Jeg er inspireret og opmuntret af kirkernes engagement i studentermission. I England har jeg set en model for, hvordan mission kan se ud blandt studerende, eksempelvis i form af campus mission, Club Mission og events. Endvidere hvordan discipelskab er forbundet til mission i kirker, hvor de ser studerende komme til tro igennem kirkens aktive mission. Det har inspireret mig til at overveje, hvordan en discipelskabsrelation kan se ud i danske kirker og hvordan studentermission ser ud i Danmark og hvad man kan lærer noget af den engelske model. Den engelske model synes jeg er meget spændende, og ønsker at se flere kirker i Danmark arbejder med studerende på en lignende måde.
Tak til Det Økumeniske Studielegat for den økonomiske støtte til mit praktikophold i England.
Det Økumeniske Studielegat uddeles en gang årligt, næste ansøgningsfrist er d. 1. marts 2019 se mere her
Comments are closed