Tonen i den hjemlige religionsdebat

​Alt er tilladt, men ikke alt gavner -Tonen i den hjemlige religionsdebat

Af Mads Christoffersen, generalsekretær for Danske Kirkers Råd

”Alt er tilladt, men ikke alt gavner”, sagde apostlen Paulus til menigheden i Korinth (1. Kor. 10,23). De var kommet op at diskutere, om det kunne være tilladt at spise offerkød. For Paulus var det ikke afgørende, men derimod helt afgørende var det, hvorledes man forholdt sig til sin næste og at man skulle ære sin Gud. For det er ikke, hvad man kommer ind i munden, men hvad der kommer ud af munden, som Jesus havde sagt før ham.

Paradokser i religionsdebatten
I Danmark værdsætter vi vores frihedsrettigheder, ikke mindst vores tros-, ånds- og ytringsfrihed. Når vi ser os omkring i den store verden, har vi al mulig grund til at være stolte over dem. Det er grundlovssikrede rettigheder, men alligevel noget vi bør kæmpe for ikke at miste. Paulus skrev naturligvis ikke om vores grundlovssikrede ytringsfrihed. Alligevel er der noget i Paulus’ formaning, som vi kan bruge i talen om ytringsfrihed og tonen i debatten.

Når det kommer til religionsdebatten er det særlig relevant. Jeg ser især to paradokser i den sammenhæng. Det første paradoks er, at tonen i den offentlige debat er med til at indskrænke debatten. Det andet paradoks er, at man fra politisk side har indskrænket alene religiøse forkynderes ytringsfrihed for at bekæmpe radikalisering i Danmark, hvor ytringsfrihed for alle står så stærkt.

Hård tone fjerner lysten til at deltage i debatten
Retten til at ytre sig er også retten til at ytre sig hadefuldt over for hinanden, så længe der ikke er tale om egentlige trusler. Institut for Menneskerettigheder påpeger i deres rapport ’Hadefulde ytringer i den offentlige online debat’ (2017), at hver syvende kommentar (15%) til DR og TV2s nyheder på Facebook er hadefulde – og det er efter, at medierne har haft 12 timer til at fjerne de groveste kommentarer og trusler. Religion er det emne, der får flest (40%) hadefulde kommentarer, hvor Islam og muslimer står for skud i langt størstedelen af de hadefulde kommentarer (86%).  Den hadske tone i den offentlige debat får halvdelen (50%) af danskerne til at afstå for at deltage i debatten. ”Når halvdelen afholder sig fra at udtrykke deres mening på grund af en hård debattone, har vi et demokratisk problem med konsekvenser for den offentlige debat”, konkluderer Institut for Menneskerettigheder.

Imamlov mistænkeliggør
Sidste år blev den såkaldte ’Imamlov’ vedtaget bl.a. med henblik på at kriminalisere visse ytringer fra religiøse forkyndere. Forslaget om en sådan lov kom i al hast i sommeren 2016 efter TV2 havde vist programmet ’Moskeerne bag sløret’, der viste hvordan nogle imamer opfordrede til ulovligheder. Sammen med andre trossamfund og menneskerettighedsaktivister tog Danske Kirkers Råd afstand fra denne lov. For at ramme en lille gruppe radikaliserede, endte man med at mistænkeliggøre forkyndere over en bred kam. Vi tager selvsagt afstand fra opfordring til terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri, som nævnes specifikt i loven som ulovlige ytringer, og støtter, at det fortsat er strafbart at udøve eller opfordre til sådanne forhold.

Det undrer imidlertid, at der i forhold til gældende straffelov om opfordring til kriminelle handlinger skal dømmes hårdere, når det sker i en religiøs sammenhæng end i andre. Indirekte siges der i loven, at religion er et farligt fænomen, farligere end andre livsanskuelser og ideologier, og at samfundet derfor på en særlig måde må beskyttes mod farerne fra religion. Der bør ikke være forskelsbehandling mellem religiøse ledere og andre ledere i samfundet. Hvis man ønsker at skærpe loven, bør det gælde alle grupper og enkeltpersoner og ikke kun religiøse forkyndere.

At lave en lov, der går efter religiøse forkyndere rammer skævt og kan være med til at styrke antagelsen bl.a. i den hårde debat om, hvordan religiøse mennesker ’i virkeligheden’ er - således forstået, at den kan styrke fordommene om religiøse forkyndere og religiøse mennesker generelt og gøre tonen i religionsdebatten endnu hårdere.

Dialogens nødvendighed
Mens vi ser, hvordan den hårde debat om religion bliver stadig hårdere, ser jeg med glæde, hvordan en anden udvikling er i fuld gang. Dialogen mellem religiøse mennesker styrkes i disse år. Både religiøse ledere og lægfolk, unge og ældre bliver stadig tydeligere og bredere. Hvor religionsdialogen tidligere var forbeholdt en meget snæver gruppe idealister, har dialogens nødvendighed præget de mange forskellige trossamfunds selvforståelse i forholdet til andre trossamfund og i samfundet generelt. Det tager tid at få gamle venner og det tager tid at opbygge tillid mellem trossamfund og mellem troende mennesker. Danske Kirkers Råd arbejder økumenisk dvs. arbejder på tværs af kirkesamfund. Også det tager tid, men anses som både gavnligt og nødvendigt. Med gode initiativer som Kontaktgruppen for muslimer og kristne (2009-16) under Danske Kirkers Råd og Muslimernes Fællesråd, Danmissions dialogarbejde, IKON, Folkekirke & Religionsmøde, Din tro – min tro, Tro i Harmoni, Religion & Samfund og mange andre, er det tydeligt, at der er behov for og et stigende ønske om dialog, gensidig forståelse for hinanden og for et tværreligiøst samarbejde for et bedre samfund.

Det er en dialog, vi kan være stolte af i Danmark. Måske er vi blevet mere bevidste om dialogens nødvendighed i takt med en stadig hårdere tone i debatten herhjemme. Den hårde tone må bekæmpes med en tone af lydhørhed, tillid og ordentlige argumenter. Det gælder både dialogkaffe for enkeltpersoner eller officielle dialogmøder på lederniveau. Vi kan være stolte af det styrkede samarbejde mellem trossamfund i Danmark. Men vi kan også være stolte af dialogen med religiøse mennesker i f.eks. den arabiske verden. Dialogens nødvendighed gælder selvfølgelig ikke kun i Danmark, men er endnu mere presserende i lande med krig og konflikt. Derfor er det glædeligt, at Udenrigsministeriet i stigende grad har set vigtigheden af dialog mellem religiøse som en vej til fred, forsoning og aktivt medborgerskab.

At ’alt er tilladt, men ikke alt gavner’ gælder ikke kun for kristnes frihed i Kristus. Det gælder også for vores omgang med hinanden uanset religiøst tilhørsforhold eller ej. Ytringsfriheden kan vi være stolte af. Men ikke alt, hvad vi siger, gavner. Vi kan med fordel overveje, hvorfor vi siger, som vi siger. Omtanke og frihed er ikke hinandens modsætninger, men kan tværtimod være med til at styrke hinanden og kvalificere samtalen.    


Artiklen blev bragt i IKON-Magasinet, februar 2018. https://danmission.dk/ikon/magasinet/